Singapore-bande ombord på skib fra Maersk Line

Det har været en dramatisk weekend ud for Singapores kyst. Seks gange inden for godt et døgn har kriminelle bordet skibe, heriblandt containerskibet Maersk Lebu.
Foto: Ed Wray/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Ed Wray/AP/POLFOTO/arkiv
AF TENNA SCHOER

SINGAPORE 

I løbet af blot 27 timer måtte seks skibe på vej i østlig retning melde om ubudne gæster i strædet ud for Singapores kyst. Første episode fandt sted klokken halv tre fredag morgen, hvor fem gerningsmænd forsøgte at klatre ombord på tankskibet Advantage Summer – de stak dog af efter, at mandskabet slog alarm.

En god times tid senere var det et andet tankskib, Navig8 Stealth SV’s tur til at slå alarm, da de fandt fire gerningsmænd bevæbnet med knive i maskinrummet. Gerningsmændene stak af uden at tage noget med sig, og ingen kom noget til.

Mindre end en time derefter var det kaptajnen på et af Maersks containerskibe, Lebu, der fandt fire gerningsmænd i sit maskinrum. Igen stak gerningsmændene af, da der blev slået alarm – denne gang i en ventende speedbåd.

Natten efter var den gal igen - allerede inden midnat lød alarmen fra bulkskibet Peace Carrier og historien fra de tre foregående tilfælde gentog sig. Sjette gang lykkedes det dog gerningsmændene at stjæle nogle personlige effekter fra crewet ombord på det tyske tankskib, Elbtank Denmark.

Få grafikken forstørret her.

”Når man tager tidspunkterne og de tætliggende steder i betragtning, er der formentlig tale om den samme gruppe gerningsmænd. Ud fra beskrivelserne lader det til at være en gruppe på fire-fem mand, der bevæbnet med knive forsøgte deres held mod tilfældige fartøjer,” lyder det i en kommentar fra ReCaap, der er en transnational organisation, der arbejder for at bekæmpe pirateri og andre former for angreb på skibe i de asiatiske farvande.

Markant stigning i episoder

ReCaap udarbejder hver måned statistik over tilfælde af tyveri, røveri eller pirateri – og som ShippingWatch tidligere har omtalt, er angreb på skibe i området et stigende problem.

I organisationens rapport for første halvår af 2015 fremgår det, at der var en stigning på 18 procent af tilfælde af pirateri eller bevæbnet røveri sammenlignet med samme periode sidste år. Størstedelen af de i alt 106 tilfælde fandt sted i Melakka- og Singaporestræderne.

Tilbage i juni måned forsøgte ReCaaps vicedirektør Nicholas Teo dog at mane til besindighed i et interview med ShippingWatch:

”Vi ser en stigning, men hvis man tænker på, at der sejler 77.000 skibe igennem Melakkastrædet, så er det meget få episoder, der er i den alvorligste ende af skalaen.”

Bekymrende adfærd

Alligevel er budskabet klart efter weekendens mange episoder:

”Det er bekymrende så vedholdende, de har været med at blive i samme område i jagten på et nyt offer,” lyder det i kommentaren fra ReCaap:

”Vi anbefaler på det kraftigste, at alle fartøjer, der opererer i dette område, er ekstra årvågne og tager deres forholdsregler – samt at de relevante myndigheder intensiverer deres overvågning og patruljering.”

Endnu et tankskib kapret og tømt i Malacca Strædet 

2015 rekordår for piratangreb i Sydøstasien 

Analysehus: Voldsomt antal piratangreb i Sydøstasien

Pirater er rykket til Sydøstasien 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også