Commerzbank sælger skibe fra for milliarder

Den store tyske shippinginvestor Commerzbank har solgt 18 skibe fra som led i sin plan om at skille sig af med sine investeringer i shipping.
Foto: Commerzbank
Foto: Commerzbank

Commerzbank har solgt 18 container- og tørlastskibe til en samlet værdi af 254,5 millioner dollars (1,7 milliarder kroner) fra sin shippingportefølje.

Køberen er jointventuret Embarcadero Maritime mellem den amerikanske kapitalfond KKR og London-selskabet Borealis Maritime, skriver Reuters. Jointventuret har eksisteret siden 2013 og har som fokus at investere i shippingaktiver, der er blevet presset ned i pris af krisen i shipping. Indtil videre har jointventuret i alt brugt 600 millioner dollars på køb af skibe og har ført Borealis' flåde op på i alt 61 skibe, herunder både containerskibe, tankere og tørlastskibe.

De 18 solgte skibe fordeler sig på 13 containerskibe og fem tørlastskibe, som Commerzbank har overtaget fra kunder, der er kommet i kreditvanskeligheder i forbindelse med finanskrisen.

Exit fra shipping

Commerzbank er sammen med HSH Nordbank og NordLB blandt topspillerne i tysk shippingfinansiering. Det har Commerzbank også måttet bøde for oven på finanskrisen og krisen i tysk shipping i de senere år, og derfor bestemte banken sig i 2012 for at sælge ud af hele sin shippingportefølje og på sigt afvikle hele sin shippingforretning.

Det seneste regnskab fra banken - for første kvartal i år - viste, at nettoresultatet blev løftet itl 366 millioner euro i årets første tre måneder. Det var en markant stigning sammenlignet med samme periode sidste år, hvor resultat lå på 200 millioner euro. I kvartalet lykkedes det også at mindske divisionen for såkaldt dårlig forretning, hvor Commerzbank blandt andet er i gang med at komme ud af sin tidligere store eksponering i shipping og ejendomme.

Udsving i udenlandske valutaer var dog med til at sænke farten her, fremgår det af regnskabet, hvor de to divisioner i alt tegner sig for 30 milliarder euro og blev reduceret med godt to milliarder euro fra fjerde kvartal 2014. Det er en del mindre, når man sammenligner med første kvartal 2014, hvor man reducerede porteføljen med 16 milliarder euro.

Ved udgangen af første kvartal i år lå bankens shippingportefølje på 12,6 milliarder euro. I et interview med Lloyd's List i foråret sagde bankens head of shipping Stefan Otto om industrien:

"Shipping forbliver et meget udfordrende miljø og i lyset af det, forbliver det et meget respektabelt resultat. Vi vil arbejde meget hårdt på at fastholde farten i år. Vi er altid derude, men prisen skal være den rigtige. Vi har en værdi-bevarende strategi, hvilket betyder, at vores mål er at frigøre formue," sagde han og kaldte beslutningen om at forlade shipping for den helt rigtige for banken.

HSH Nordbank beder EU om hjælp 

Mindre reduktion i Commerzbanks shippingportefølje 

Shipping for første gang i tre år positivt hos NordLB 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også