Farvel til de røde søfartsministre

Den danske shippingbranche kan vente sig en minister fra borgerlig blok efter valget torsdag. Erhvervet har i den seneste regeringsperiode overordnet set været godt tilfreds med røde ministre.
Foto: NIELS HOUGAARD
Foto: NIELS HOUGAARD

På knap fire år har den danske shippingbranche haft tre forskellige søfartsministre i form af tre Erhvervs- og Vækstministre. Selvom en rød regering og røde ministre umiddelbart ikke lyder som det oplagte match med det blå erhverv, har branchen generelt set været godt tilfreds med ministrene, som har bestridt posten, og som blandt andet har drevet arbejdet med den maritime vækstplan.

Efter valget i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt blev regeringsleder, og regeringen rød, har først Ole Sohn fra SF, siden Annette Vilhelmsen fra SF og senest Henrik Sass Larsen været Erhvervs- og Vækstministre.

Sohn godt i spænd med shipping

Samarbejdet mellem shippingbranchen og Ole Sohn, der var Erhvervs- og Vækstminister fra oktober 2011 til oktober 2012, trak mange i første omgang på smilebåndet af, da Ole Sohns baggrund blandt andet som formand for DKP ikke umiddelbart gik i spænd med de erhvervsorienterede interesser hos shippingindustrien. Det gik imidlertid fint.

"Vi har oplevet Ole Sohn som en engageret, fleksibel og dedikeret minister, der i sin ministerperiode har udvist forståelse for vigtigheden af at holde fast i de grundlæggende rammevilkår som den afgørende forudsætning for, at dansk skibsfart kan drive virksomheder med Danmark som hovedsæde og dermed bidrage markant til den samlede danske økonomi," sagde daværende adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Peter Bjerregaard ved Ole Sohns exit som minister og tilføjede:

"Naturligt nok har vi ikke været enige med regeringen i alle forhold, men vi har oplevet Ole Sohn som lydhør, åben og interesseret i dialog på en pragmatisk og resultatsøgende måde."

Tørre tårer

Efter Ole Sohn tog Annette Vilhlemsen over som Erhvervs- og Vækstminister og blev på posten fra oktober 2012 til januar 2014. Da Annette Vilhelmsen i forbindelse med den dramatiske debat om Dong-salget i vinteren 2014 måtte forlade ministerposten, var det ifølge ShippingWatchs kilder ikke en skuffelse for shippingbranchen.

Tværtimod var man glad for, at perioden med SF-ministre var ovre, fordi Annette Vilhelmsen havde været en udfordring frem for en hjælp for erhvervet i sin korte ministertid.

Sass Larsen var klar til ny vækstplan

Annette Vilhelmsens efterfølger blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som i modsætning til forgængerne politisk lå tættere på shippingbranchens ønsker.

Flere af Sass Larsens udmeldinger i ministerperioden vakte dog undren i erhvervet. F.eks. mente Sass Larsen i modsætning til underleverandørindustrien selv, at industrien var hårdt ramt, ligesom han efterspurgte et dansk værft. Udsagn, der dog siden blev blødt op.

Sass Larsens seneste plan for erhvervet var at igangsætte en ny maritim vækstplan. Det erfarende ShippingWatch i februar i år, hvor der blev afholdt et møde i Erhvervs- og Vækstministeriet om den blå vækstplan, der havde løbet fra december 2012 og frem.

Af en oversigt, der blev udleveret til deltagerne på mødet, fremgik det, hvilke af de 38 initiativer i vækstplanen, man er kommet helt i mål med, og hvilke der forløber planmæssigt. Et enkelt punkt har mødt så store forhindringer, at det sandsynligvis ikke bliver til noget, nemlig en kvalitetsstandard for udstyrs- og serviceproducenter. 26 af initiativerne var ifølge ministeren kommet helt i mål, mens 11 er godt på vej.

Ud fra det udgangspunkt var det Henrik Sass Larsens plan at igangsætte en kulegravning af hele det blå erhvervsliv og udpege nye tendenser, som man skal gå i dybden med fremover - f.eks. et fænomen som big data.

"På den lidt længere bane bakker vi fuldt og helt op om at fortsætte arbejdsmetoden med konkrete vækstplaner og analyser af tendenser, som påvirker konkurrenceevnen i Det Blå Danmark. Det har vist sig at være et effektivt værktøj til at nå konkrete vækstmål. Det er ikke mindst værd at fejre, at der aldrig tidligere har været så meget dansk flaget tonnage og skibe som nu," sagde formand for Danmarks Rederiforening, Anne Steffensen, til ShippingWatch om Sass Larsen planer for en ny vækstplan.

Om den kommende regering går videre med en ny maritim vækstplan står åbent, ligesom det ud fra valgresultatet, hvor Dansk Folkeparti blev det næststørste parti i Danmark, er svært at forudsige fra hvilket parti, den nye minister for søfart skal hentes.

"Ny blå vækstplan kræver flere uddannelsespladser" 

Regeringen på vej med ny blå vækstplan 

Sass Larsen: Danmark har brug for nyt værft 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også