UASC, CMA og China Shipping lancerer ny alliance

Om kort tid vil UASC, CMA CGM og China Shipping præsentere en ny omfattende VSA-aftale, erfarer ShippingWatch. Rederierne vil indchartre ny stor-tonnage.

Det arabiske UASC, det franske CMA CGM og kinesiske China Shipping lancerer om kort tid, sandsynligvis tirsdag, en omfattende VSA-alliance som et direkte modsvar til 2M, som verdens to største containerrederier Maersk Line og MSC står bag.

ShippingWatch erfarer, at de tre rederier efter forhandlinger, som for alvor tog fart oven på bruddet med P3, er nået til enighed om et set-up, der bl.a. betyder, at der skal indchartres mere og større tonnage, og at der skal åbnes en helt ny streng.

VSA-samarbejdet, hvor de tre rederier anvender plads på hinandens skibe, skal bl.a. dække den vigtige streng mellem Asien og Europa med fire services, ligesom der skal være fire services mellem Asien og Middelhavet. Herudover omfatter aftalen services på Stillehavet og USA's Østkyst.

Ny service etableres

Endelig skal der etableres en helt ny streng, som kommer til at gå fra Stillehavet via Asien og Suez til USA's østkyst.

For læsere af ShippingWatch kommer den nye alliance ikke helt overraskende. Umiddelbart efter det kinesiske nej til P3, der fik samarbejdet til at smelte sammen, luftede CEO for UASC Jørn Hinge sin interesse for CMA CGM.

"Vi har tidligere samarbejdet med CMA CGM, og det er ikke utænkeligt, at vi gør det igen. Hvis vi kan blive enige om, hvordan det skal gøres, kan det godt være. Det er ikke noget, vi har talt sammen om endnu, og der kan også være alle mulige andre konstellationer på vej," sagde han til ShippingWatch.

UASC har bestilt nogle af verdens største containerskibe, som giver mening at indsætte på Asien-Europa. Ifølge ShippingWatch oplysninger skal der ikke bygges nyt tonnage til alliancen, der i første omgang vil satse på at indchartre flere og større skibe.

Skal godkendes i USA

Ligesom den nye VSA-aftale, der ligger til godkendelse hos de amerikanske myndigheder, Federal Maritime Commission, skal denne aftale en tur omkring Washington for at få det blå stempel. Men da der allerede eksisterer mindre aftaler mellem parterne, er forventningen ifølge en række kilder fra flere af de tre rederier, at det ikke bliver et problem.

Med den nye alliance, og forudsat at de alliancer, der ligger til godkendelse lige nu bliver godkendt, er der efterhånden fire store alliancer inden for den globale containertransport: CKYHE, 2M, G6 og 2CU (CCU).

Tæt på ny super-alliance i container

SeaIntel: 2M kan betyde fire kæmpe alliancer

UASC: CMA CGM-alliance kan komme på tale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også