Niels Smedegaard: Vi vinder næste runde

"Vi er fortsat ganske fortrøstningsfulde og afventer med sindsro det endelig udfald," siger Niels Smedegaard, topchef i DFDS, der er dybt uenig med modparten Eurotunnel om sagens udfald.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard

DFDS og Eurotunnel synes fundamentalt uenige om fortolkningen af den afgørelse, som den britiske appel-domstol Competition Appeal Tribunal offentliggjorde onsdag. Domstolen har sendt afgørelsen tilbage til den britiske konkurrencemyndighed, der i sommer forbød Eurotunnel at drive færgefart fra Dover i Den Engelske Kanal, alene med den begrundelse, at myndigheden skal afgøre, om den overhovedet har juridisk bemyndigelse til at behandle sagen.

Derfor er DFDS' topchef Niels Smedegaard fortsat fortrøstningsfuld, fordi appeldomstolen ifølge Smedegaard giver konkurrencekontoret Competition Commission ret i samtlige punkter i sagen, siger han til ShippingWatch efter en kort gennemgang af sagen med DFDS's advokater.

Kampen ikke slut

"Det her handler alene om, hvorvidt den britiske konkurrencemyndighed har bemyndigelse til at beskæftige sig med denne her sag. Derfor har appeldomstolen sendt sagen tilbage for at få en vurdering af, hvorvidt den mener at have truffet en rigtig beslutning. Og det handler om, hvorvidt Eurotunnel har købt et eller dele af et selskab, eller om man har købt nogle aktiver," siger Niels Smedegaard:

Foto: DFDS
Foto: DFDS

"Derfor er sagen ikke endelig afgjort. Det er selvfølgelig ærgerligt, at den nu sendes tilbage, og der kommer en forsinkelse. Men det ændrer ikke vores syn på sagen overhovedet. Kampen er ikke afgjort endnu, og derfor må Eurotunnel og DFDS væbne sig med tålmodighed."

Den britiske konkurrencestyrelse, Competition Commission, forbød den 6. juni i år Eurotunnel at drive færgeaktivitet med datterselskabet og rederiet My Ferry Link fra Dover, og at forbuddet skulle træde i kraft senest senest seks måneder efter denne dato. Beslutningen blev begrundet med en svækkelse af konkurrencen på Dover-Calais, der er den korteste og dermed også den mest attraktive færgerute i Den Engelske Kanal, samt på andre passagerer- og fragtruter i kanalen.

Niels Smedegaard er ikke i tvivl om, at at de britiske konkurrencemyndigheder vil nå frem til samme afgørelse som deres franske kolleger gjorde vedr. den juridiske bemyndigelse til at beskæftige sig med sagen.

"Selvfølgelig er der altid en procesrisiko i sådan et forløb. Vi er skuffet over, at vi ikke har fået en endelig afgørelse, men vi er fortsat ganske fortrøstningsfulde og afventer med sindsro udfaldet af dette her," siger Niels Smedegaard, der forventer, at der vil gå et "kortere antal måneder" før en endelig afgørelse kan være klar:

"Før var der 11 forhold, som den britiske konkurrencemyndighed skulle tage stilling til. Nu er der kun et enkelt, og vi har fuld tiltro til, at de engelske konkurrencemyndigheder gør et godt stykke arbejde i denne sag. Heldigvis går udviklingen for os i Den Engelske Kanal den rigtige vej, og vi vinder markedsandele."

Eurotunnel: En sejr

I en pressemeddelelse skriver Groupe Eurotunnel SA, at man er meget tilfreds med afgørelsen fra Competition Appeal Tribunal, der fatsholder det nuværende konkurrenceniveau i kanalen.

"Det er en sejr for forbrugerne og for vores tilstedeværelse i det maritime marked i Den Engelske Kanal," siger Jacques Gounon, CEO i Groupe Eurotunnel i en meddelelse. Færgeselskabet, der er stridens kerne, MyFerryLink, ejes af Eurotunnel.

Den komplette afgørelse kan hentes her.

DFDS: Kanal-strid skal vurderes en gang til 

Eurotunnel vandt over DFDS på Kanalen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også