Polsk storværft får RAL's kæmpeordre

Noget forsinket har Royal Arctic Line indgået aftale med polske Remontowa, der nu går i gang med at bygge de fem skibe, som blev udskudt efter konkursen hos tyske P&S Werften i 2012, erfarer ShippingWatch.
Foto: Royal Arctic Line
Foto: Royal Arctic Line

Royal Arctic Line kan nu endelig komme i gang med den længe ventede flådefornyelse, som siden konkursen hos tyske P&S Werften i 2012 har været sat på stand by. Men efter længere tids forhandlinger har rederiet skrevet kontrakt med det polske storværft Remontowa, der med det samme går i gang med at bygge fem nye skibe til RAL, erfarer ShippingWatch.

Skibene vil blive leveret i løbet af første halvår af 2015.

Allerede i slutningen af maj kunne ShippingWatch fortælle, at Royal Arctic Line regnede med at lande kontrakten i løbet af sommeren, selvom der dengang fortsat var knaster, som skulle forhandles på plads. Tilsyneladende lidt større end rederiet dengang forventede. RAL har tidligere fået bygget skibe på værftet, der ligger i Gdansk, og det havde betydning for valget, fortalte kommunikationschef Jakob Strøm før sommerferien til ShippingWatch:

"Der er et solidt økonomisk fundament på værftet, det er et af de få værfter tilbage i Nordeuropa, der kan bygge alle tre typer af nye skibe. Fordi vi er et forholdsvis lille rederi, er der nogle gevinster ved Nordeuropa og ved at bygge på ét værft i forhold til site-teams mv."

Kæmpe underskud i Royal Arctic Line i 1. halvår 

Ordren er den største i RAL's historie og omfatter fem nye skibe specielt designet til og af rederiet. Der er tale om prototyper, som ikke tidligere har været bygget og er designet til bygdebesejling, som Royal Arctic Line er specialiseret i for at kunne opfylde sin forsyningspligt på Grønland.

Siden nybygningsprogrammet i sin tid blev sat sammen til P&S Werften, er det igen blevet genengået og omfatter altså fortsat fem skibe:

Et på 606 teu, der skal afløse Arina Arctica og dels sejle på Atlanten og som feederskib i Grønland, samt bruges til specialopgaver som østkysten, Thule Air Base og Antarktis.

To skibe på godt 100 teu hver, der hovedsageligt vil stå for at forsyne Nordgrønland. Og to mindre bygdeskibe på ca. 30 teu der skal afløse de nuværende gamle skibe.

Få flere nyheder om shipping - få ShippingWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Der er ingen tvivl om, at de nye skibe bliver en betydelig investering. Investeringsprogrammet hos P&S Werften, som aldrig blev til noget, lå på omkring 100 mio. euro, og rederiets CFO, Ole Baunbæk, sagde i foråret til ShippingWatch:

"Jeg tror ikke, det bliver billigere med de nye forhandlinger, vi har gang i."

Royal Arctic Line forhandler med polsk storværft

Royal Arctic Line vinker helt farvel til P+S Werften 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår