Behnke: Visum-svar godt for rederne

Justitsministerens svar på spørgsmål om visum-reglerne er tilfredsstillende, og nu bør en række forhindringer for det blå erhverv være ryddet af vejen, mener spørgeren Tom Behnke.

Der er kommet svar på de spørgsmål, som Tom Behnke (K) på vegne af en række organisationer i det blå erhverv stillede justitsminister Morten Bødskov(S) i forbindelse med håndteringen af de danske visumregler. Spørgeren er særdeles tilfreds med svarene, som baner vejen for en lettere fremtid for det danske maritime erhverv.

”Jeg er meget tilfreds med de svar, som jeg har fået fra justitsministeren. De viser, at regeringen er på rette spor, og at de bekymringer og problemer der har været, må forsvinde som dug for solen. Nu kan rederier osv. henvise til de svar, som ministeren har givet, hvis de støder på problemer,” siger Tom Behnke til ShippingWatch.

Han henviser helt konkret til svaret omkring de nordjyske åbningstider på politistationerne, hvor det i svaret fra justitsministeren hedder, at stationerne er døgnåbne. Derudover fremhæver han også at regeringen vil arbejde videre med planerne om, at det skal være hurtigere og nemmere at få nødvisum, og at man skal gøre alt for at branchen kan arbejde nemt og smertefrit.

”De historier, som vi har hørt om rederierne der har haft problemer med at skaffe nødvisum, de problemer burde være væk nu. Hvis det ikke forholder sig sådan, så kan man fremvise svarene fra justitsministeren, og så skal de lokale politikredse rette ind efter dem,” siger Tom Behnke.

Hvis det mod forventning viser sig at politikredsene ikke kan leve op til de svar som ministeren har afgivet, så står den konservative folketingspolitikers dør åben.

”Nu burde alt være i den skønneste orden, og nu skal det så stå sin prøve. Jeg hører meget gerne fra branchen, hvis der fortsat opstår problemer, for gør man det, så er det i strid med det, som ministeren har meddelt og det som regeringen har sagt, at de vil gøre,” siger han.

Redere om visumregler: Stadig lang vej igen

Sådan falder svarene på visumkritik

Rigspolitiet erkender rodet visumforløb 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også