Rederiforeningen: Frihandelsaftale med Singapore gavner skibsfarten

EU og Singapore har præsenteret den frihandelsaftale, der kan danne grundlaget for en række EU-aftaler med asiatiske lande, og den gavner skibsfarten, mener Danmarks Rederiforening.

Samhandlen mellem Danmark og Singapore kan formentlig udbygges de kommende år, ikke mindst på det maritime område. Fundamentet er i hvert fald lagt med den omfattende frihandelsaftale, der er blevet indgået mellem EU og Singapore, som sætter de nuværende, gode handelsforhold ind i en juridisk ramme, skriver Danmarks Rederiforening i en pressemeddelelse.

Altalen, der blev præsenteret i fredags, skal nu formelt godkendes af EU-institutionerne. Den betegnes af EU’s chefforhandler Rupert Schlegelmilch som en af de mest omfattende frihandelsaftaler nogensinde. EU-handlen med Singapore tegner sig for omkring en tredjedel af EU’s handel med Asien.

”Efter Korea-frihandelsaftalen og midt i forhandlingerne om en ambitiøs aftale med USA er det godt at se, at EU fortsat har store ambitioner for sine frihandelsaftaler. Situationen på WTO-plan ser ikke ud til at blive løst med det samme, og denne type aftaler kan derfor medvirke til at give et ’positivt chok’ til hele den internationale proces. Rederiforeningen håber også, at frihandelsaftalen med Singapore vil danne et solidt grundlag for de kommende EU-forhandlinger med Malaysia, Vietnam og Japan,” siger leder af Danmarks Rederiforenings kontor i Bruxelles, Simon C. Bergulf.

Frihandelsaftalen vil ifølge Rederiforeningen være til gavn for danske rederier, som allerede er repræsenteret i Singapore, hvis havn i aktivitet kun overgås af Shanghai i Kina.

Aftalen vil blandt andet fremtidssikre lige konkurrencevilkår for maritime virksomheder, der er aktive i hinandens markeder, lige som den skal sikre gennemsigtighed og lige vilkår, når det kommer til eksempelvis myndighedernes udstedelse af tilladelser og anderkendelser af kvalifikationer.

”EU og Singapore repræsenterer nogle af verdens betydeligste søfartscentre, og det er derfor yderst tilfredsstillende, at de sender et klart og handelsliberalt signal til resten af verden. Ud over et fornuftigt indhold på søfartsområdet tillægger vi det også stor vægt, at hindringer for varehandlen fjernes,” siger afdelingschef i Danmarks Rederiforening, Jacob K. Clasen.

Singapore trækker i flere danske virksomheder 

Sass: Rejs hen hvor væksten er

Rederiforeningen: Singapore-aftale skaber ny platform 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også