Lars Mikael Jensen: Her ligger P3s udfordringer

Verdens tre største containerrederier skal arbejde sammen. Tre kulturer skal tilgodeses, og broer og skotter skal etableres i det omfattende P3-samarbejde, der sættes i søen i 2014. ShippingWatch har talt med alliancens nyudnævnte danske CEO.

Onsdag blev Lars Mikael Jensen udpeget som kommende CEO i P3 Network Center. Centeret skal med udgangspunkt i London fungere som den operationelle enhed, der skal styre hele det store samarbejde i den kommende P3-alliance mellem Maersk Line, MSC og CMA CGM. Verdens tre største containerrederier.

Lars Mikael Jensen skal som den øverste operationelle leder forene forventninger og kulturer de tre rederier imellem. 

”Mit arbejde kommer til at bestå i, at netværket, som de tre rederier har sat sammen, kommer til at køre så gnidningsløst, effektivt og punktligt, som vi nu kan,” siger Lars Mikael Jensen, der er glad for at have fået muligheden for at stå i spidsen for det store projekt, der inkluderer ca. 255 skibe og håndteringen af ca. 2,6 mio. containere (teu) om året.

Han har været med siden den indledende fase i P3-samarbejdet, og uden at ville sætte tid på, så har Lars Mikael Jensen godt vidst, at han ville blive manden i spidsen for den dominerende containeralliance.

Skal fungere som både bro og skotte

En af de absolut største udfordringer for den nye CEO bliver opstarten af netværkscentret, og at forene rederiernes forskellige kulturer samtidig med, at der også skal være vandtætte skotter imellem P3 Network Center og de tre rederier.

”Det er tre rederier, der alle har en stærk vilje og en lang uafhængig historie, som nu skal arbejde sammen. Det bliver den samarbejdende rolle, som vi i netværkscenteret skal stå for. Der bliver vandtætte skotter imellem os og rederierne, men vi skal samtidig også fungere som broen imellem de tre rederier," siger Lars Mikael Jensen til ShippingWatch.

Frygter ikke den kulturelle udfordring

Og der vil komme tidspunkter, hvor de tre rederier vil se forskelligt på, hvordan arbejdsgange skal håndteres i P3-samarbejdet.

”Den største udfordring bliver, at der i nogle tilfælde vil være tre meninger om, hvad man skal gøre, men netværkscentret bliver et uafhængigt operationscenter, så vi skal foretage ’the judgement call’ i den enkelte situation. Når alt kører, som det skal, er der selvfølgelig intet problem, men hvis der kommer en strejke, hvad gør man så? Hvilke skibe skal prioriteres osv.? Det er den vurdering, som vi skal foretage, og det er ikke sikkert, at det er en vurdering, som alle tre er enige i. I den situation er vi nødt til at gøre, hvad der er til det fælles bedste,” siger Lars Mikael Jensen.

Han er ikke dog nervøs for, at samarbejdet vil lide under de forskellige kulturer i rederierne.

”Jeg har været trade manager i Maersk Line i mange år, og har arbejdet sammen med MSC og CMA CGM på forskellige vessel sharing agreements. Vi er også alle tre del af en aftale på Stillehavet, hvor jeg har stået i spidsen for Maersk Lines aktiviteter i tre år. Her har jeg arbejdet tæt sammen med de to rederier på netop den operationelle del. Jeg kender dermed rigtig mange af dem, der er med i Geneve og i Marseille, og det har i sidste ende nok også været udslagsgivende for, at det blev netop mig, der fik jobbet,” siger Lars Mikael Jensen.

Det operationelle førstehold

Det London-baserede selskab, der oprettes endeligt, når godkendelsen fra de kinesiske, europæiske og amerikanske myndigheder er på plads, får en klar position i forhold til rederiernes arbejde. Fra start ser Lars Mikael Jensen det som et særligt vigtigt område, at P3 Network Center opfylder parternes interesser.

”Det vigtigste bliver, at vi som operationscenter kommer til have en neutral position, som tilgodeser alle tre rederiers ønsker, og at vi får etableret og får eksekveret verdens bedste netværk. Jeg skal have samlet ’The operational A-team’ og så skal vi vise, at man kan sejle alle disse store skibe på en fornuftig, effektiv måde, som kunderne samtidig ønsker at bruge,” siger Lars Mikael Jensen.

Han er ikke tvivl om, at konstruktionen bliver godkendt af myndighederne, og Lars Mikael Jensen regner med, at selskabet endeligt kan etableres og starte det egentlige arbejde om et halvt års tid. Til den tid vil cirka 200 personer være ansat i centeret i London og afdelingen i Singapore.

P3-rederierne vælger selv asiatisk nøglehavn

APL: Godkendelse af P3-alliancen vil bryde grænser

P3-samarbejde får overvældende styrke  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også