Flere millioner til den maritime vækstpulje

De maritime virksomheder får nu mulighed for at søge om flere penge i den maritime omstillingspulje. Regeringen og Enhedslisten er ifølge en meddelelse blevet enige om at sætte yderligere fem mio. kr. af til puljen på oprindeligt 20 mio. kr., som blev uddelt i sidste måned.
"Der er en stigende efterspørgsel også internationalt efter grønne maritime løsninger. Det skyldes blandt andet nye krav til skibenes klima- og miljøbelastning. Med den maritime omstillingspulje giver vi en hjælpende hånd til virksomheder, som ønsker at teste og demonstrere nye løsninger, der kan udnytte denne efterspørgsel. Fremtiden for Det Blå Danmark er grøn," siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i meddelelsen.
For få midler
Det ekstra beløb kommer i kølvandet på blandt andet DFDS' opråb om, at der simpelthen er for få penge at søge, når skibsfarten skal omstille sig. Herefter fortalte ministeren til ShippingWatch, at hun var i gang med at undersøge muligheden for flere midler, hvilket nu er en realitet.
Formand for Enhedslistens folketingsgruppe, Per Clausen, ser puljen som et vigtigt led i den grønne omstilling, som erhvervet de kommende år skal gennemgå. En vigtig udvikling at støtte:
"Skibsfarten bør spille en større rolle i vores transport i fremtiden og udviklingen af en skibsfart med et minimalt ressourceforbrug og ingen forurening kan også give masser af nye arbejdspladser i produktionen og udviklingen af disse skibe," siger han ifølge pressemeddelelsen.
De ekstra fem mio. vil blive uddelt efter en ansøgningsrunde, som bliver gennemført i løbet af efteråret.
Vilhelmsen leder efter flere penge til vækstpulje
Relaterede artikler:
Vilhelmsen leder efter flere penge til vækstpulje
For abonnenter
DFDS: Myndighederne må på banen om svovl
For abonnenter