Clippers danske aktiviteter fik minus på 70 mio USD i 2012

Clipper Group A/S fik en nettoomsætning på 291 mio. USD, i 2012, hvilket stort set er uforandret i forhold til 2011. Årets resultat blev et underskud på 70 mio. USD.

Clipper Group A/S (det danske datterselskab til Clipper Group Ltd.) offentliggjorde i dag sit årsregnskab for 2012. Regnskabet viser en nettoomsætning på 291 mio. USD, hvilket stort set er uforandret i forhold til 2011. Årets resultat var et underskud på 70 mio. USD, en forbedring på 38% i forhold til året før.

Per 31. december 2012 udgjorde egenkapitalen 195 mio. USD, og egenkapitalandelen var 33%.

Aktiviteterne i det danske datterselskab udgøres hovedsagelig af færgeaktiviteter i Danmark, ro-ro-aktiviteter i Irland, tankskibe samt management services for Clipper Group Ltd.

Resultatet for Clipper Group A/S indbefatter ikke Clipper Bulk, Clipper Projects og andre aktiviteter, der ligger uden for Danmark.

Tilfredsstillende forbedring

”Vi er meget tilfredse med, at vi har formået næsten at halvere underskuddet på vores danskejede aktiviteter i forhold til 2011,” siger Flemming Steen, nyudnævnt CFO i Clipper Group.

”Det var, hvad vi havde forventet, og det er glædeligt. Når det er sagt, så er et underskud i denne størrelse naturligvis stadigvæk utilfredsstillende, og vi ser frem til næste år, hvor vi forventer et endnu bedre resultat, primært gennem forbedringer i driften af vores ro-ro-skibe og mindre tab på vores tankaktiviteter.”

”Vores egenkapitalandel på 33% er stort set uforandret gennem de seneste år, og det ser vi som et godt bevis på vores finansielle stabilitet og styrke. Det er også værd at bemærke, at der i årets resultat er indeholdt nedskrivninger på 20 mio. USD,” tilføjer han.

Turnaround i færger

To af de væsentligste aktiviteter i Clipper Group A/S er Danske Færger A/S, hvor Clippers ejerandel udgør 50%, og Seatruck Ferries Ltd., et 100%-ejet datterselskab, der driver ro-ro-skibe på Det Irske Hav. For begge selskabers vedkommende forsætter den positive udvikling fra 2011, forklarer Flemming Steen:

”Danske Færger har netop udsendt deres årsrapport for 2012, som viser et positivt resultat på 30 mio. DKK i modsætning til underskuddet i 2011 på 60 mio. DKK. Det er en utrolig flot præstation og et tydeligt resultat af den turnaround, som selskabets nye ledelse påbegyndte i 2011.”

”Driftsresultatet for Seatruck var fortsat negativt i 2012, men tabet var væsentlig mindre end i 2011, og der blev foretaget en række vigtige tiltag i 2012. Vi har lukket to tabsgivende færgeruter i Det Irske Hav, så vi nu besejler tre ruter med fem skibe. Af de resterende syv skibe er det i 2012 lykkedes at beskæftige de seks på charter hos andre rederier. Alt i alt betyder det, at vi forventer et positivt resultat for Seatruck i 2013,” fortæller Flemming Steen.

Positiv udvikling i 2013

Tankaktiviteterne, primært kemikalietankskibe, står for over halvdelen af det samlede tab i Clipper Group A/S. Tankraterne har i flere år været under meget stort pres, og det er Clippers erklærede strategi at udfase sine investeringer inden for dette segment for at koncentrere sig om sin kerneforretning.

Samlet set forventer Clipper Group A/S stadig et negativt resultat i 2013, primært som følge af de vanskelige markedsvilkår. Men med positive resultater i både Danske Færger og Seatruck forventer Clipper Group A/S, at den positive udvikling fortsætter, og at resultatet i 2013 bliver væsentligt bedre end i 2012.

Clipper sælger tre kemikalietankere til Lomar

Clipper sælger tankskibe til Nordic Tankers

Clipper ansætter ny CFO og ændrer ledelses-struktur 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også