Sandheden som rederne ikke kan lide at høre

Syretesten ved forhandlingsbordet mellem kunderne og de store containerrederier er penge. Og der er ingen dokumentation for, at kunderne vil betale for ekstra services og miljøhensyn, mener analysehuset Drewry.
Foto: Maersk Line
Foto: Maersk Line

De store containerrederier på hovedruterne mellem Fjernøsten og Nordeuropa, som lige nu udkæmper en priskrig i et ratemiljø, der har nået et 12-15 måneders lavpunkt, møder sjældent forståelse fra kunderne, når rederierne forsøger at tale om særlig god service og miljøansvarlighed.

"Rederne fortsætter deres forsøg på at differentiere sig fra hinanden i form af service, men findes der dokumentation for, at kunderne tager dem seriøst," spørger det ansete britiske analysehuse Drewry, der selv leverer svaret:

"Nej. Når de står over for valget mellem kvalitet og lave omkostninger, forventer de fleste afskibere begge dele. Rederierne bryder sig ikke om at høre dettte, fordi det får dem til at se identiske ud. Men at omkostningen er det eneste, der er vigtigt for afskiberen, er en kendsgerning," mener Drewry ifølge sit nyhedsbrev Logistics Executive Briefing.

Maersk Line hæver mål for CO2-reduktion 

Selv om der er store variationer i f.eks. rettidighed, op til 50 procent fra de bedste til de ringeste, hedder syretesten ved forhandlingsbordet penge, understreger Drewry, der bemærker, at visse afskibere er parate til at betale prisen for hurtigere indlandstransporter fra en havn til slutdestinationen, men ikke for hurtigere eller højere service af søfragt fra havn til havn.

De mest servicebevidste kunder forventer og kræver grundlæggende god service, når de udvælger og shortlister rederier. Herefter er prisen altafgørende uanset gamle kunderelationer og services.

Drewry beretter om et møde fornylig med en importør, der var bekendt med, at importørens benyttede rederi lå lavt i statistikkerne om rettidighed. Til gengæld kunne rederiet tilbyde rater, der var så konkurrencedygtige, at det pågældende rederi altid blev benyttet.

Tilsvarende ønsker kunderne generelt heller ikke for nuværende at betale ekstra for fragt af varer med et rederi, der slår sig op på mindre miljøbelastning og CO2-udledninger.

"I dagens konkurrencemiljø skal et rederi levere en virkelig rædselsfuld service for at blive fravalgt, hvis de ellers kan tilbyde en god pris," skriver Drewry.

En analyse fra SeaIntel i februar i år konkluderede, at kun et fåtal af afskibere reelt er interesserede i, hvor stor de enkelte rederiers CO2-udledninger er. Det er ligeledes blevet bekræftet gennem uformelle samtaler med rederierne i det forløbne år, at afskibere ifølge SeaIntel har meget begrænset, om nogen overhovedet, interesse i miljømæssige benchmarks fra redernes side, når der forhandles kontrakter.

SeaIntel: Redernes CO2-belastning interesserer ikke kunderne 

Maersk: Fem store CSR-problemer udfordrer shipping  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også