CBS på vej med international shipping-bachelor

CBS er i fuld gang med at udvikle en ny shippingbachelor. Handel, økonomi og strategisk samarbejde med Singapore er de foreløbige ingredienser. CBS venter nu kun på godkendelse af uddannelsen.
Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto

Der er udsigt til en helt ny universitetsuddannelse for unge mennesker med interesse for shipping. Copenhagen Business School (CBS) arbejder på fuld styrke for at kunne tilbyde en bachelor, der skal styrke den kommende shippinggenerations sans for handel, økonomi og strategi. Det fortæller Martin Jes Iversen, lektor på CBS, der er en af kræfterne bag udspillet, til ShippingWatch.

Uddannelsens arbejdstitel er indtil videre 'Bachelor in international shipping and trade' og er i tråd med anbefalinger fra regeringens vækstteam om at oprette en ny universitetsuddannelse inden for shipping.

"Der er to meget vigtige krydsfelter, som vi satser på. Det ene er tæt samarbejde med erhvervslivet. Vi har haft møde med en gruppe rederirepræsentanter og tager ikke nogen skridt, uden at vi har taget rederierne med i overvejelserne," siger han og uddyber:

"Rederierne har eksempelvis efterspurgt et helt forløb med maritime law. Der kommer flere af den slags behov, og vi kommer til at have flere dialogmøder hen over efteråret. Vi har en masse møder med erhvervet og det ligger os meget på sinde."

CBS fremlægger plan for maritim forskning 

At koble teori og praksis

Det andet drejer sig om et samarbejde med rederierne gennem hele uddannelsen, hvor de både skal fungere som mentorer og praktikplads for de studerende et år i løbet af studiet. Praktikopholdet skal kombineres med kursusforløb på CBS ligesom en MBA, fortæller Martin Jes Iversen:

"Tanken er, at de studerende kan reflektere mellem den praktiske erfaring i forhold de teoretiske begreber, som vi lærer på universitetet. Det er meget vigtigt for det her erhverv, der bygger meget på praktisk erfaring," siger han med henblik på rederiernes shippingtrainees.

Samarbejde med Singapore

Den sidste nok så vigtige del af den nye uddannelse er internationalisering, som ligger godt i tråd med regeringens ønske om at gøre København til Europas shippinghub, ligesom Singapore er for Asien. I april måned besøgte forskerne fra CBS således Singapore for at skabe grobund for et strategisk samarbejde med et universitet. I øjeblikket taler CBS med tre og er i mere konkretet forhandlinger med et, fortæller Martin Jes Iversen:

"Så vi kan udveksle studerende med hinanden," siger han og fortsætter:

"Uddannelsen skal være international på et højt fagligt niveau, hvilket er meget ambitiøst i forhold til, at vi skal tiltrække studerende ikke bare fra Danmark, men også fra Tyskland, Sverige og Norge. Den skal være engelsksproget og attraktiv for talenterne fra hele vores region."

For at kunne lykkes er opbakningen fra erhvervet en vigtig detalje. Og det tegner godt, mener Martin Jes Iversen, der samtidig inviterer andre universiteter til at være byde ind, hvis der er potentiale for udveksling eller andre områder, hvor de kan komplimentere hinanden:

"Der er ingen tvivl om, at det her skal skabes i en proces med forskellige interessenter, som bidrager aktivt, og den vigtigste er rederierhvervet. Tilbagemeldingen er meget positiv, ellers var vi ikke gået i gang, de kan sagtens se, at det har masser af ræson for erhvervet."

Afventer godkendelse

Som tidligere nævnt var en ny universitetsuddannelse inden for shipping en konkret anbefaling fra regeringens vækstteam. I foråret var alle professions- og handelshøjskoler inviteret til en snak om udviklingen af uddannelsen i ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, og efterfølgende valgte CBS at gå videre med ideen. 1. maj indsendte CBS en ansøgning til ACE Danmark, den statslige organisation som beslutter, hvorvidt forslaget lever op til en række punkter. Blandt andet om erhvervslivet er interesserede i de kommende dimittender, og at uddannelsen ikke overlapper med andre eksisterende.

"Det betyder, at vi indstiller og har planer om at oprette uddannelsen, men vi kan ikke sige endnu, at vi opretter den," siger Martin Jes Iversen og fortæller, at universitetet forventer et svar i efteråret. Såfremt uddannelsen kommer igennem, vil den starte op i 2014 og udvikles som et led i den nye forskningsplatform CBS Maritime.

Shippinguddannelsen i Esbjerg bliver revideret

Studiejob skal skaffe flere maritime ingeniører

Blue MBA får sine første ambassadører

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også