Analytikere: Svære kår for stort rateløft

Flere analytikere tvivler på, om Maersk Line, Hapag-Lloyd og andre rederes markante ratestigningerne kan gennemføres.
AF RITZAU FINANS

A.P. Møller - Mærsks containerrederi Maersk Line og dets tyske konkurrent Hapag-Lloyd har begge annonceret markante ratestigninger fra Asien til Europa fra 1. juli. Det skal ske for at rette op på de hastigt faldende rater på ruten. Flere analytikere stiller dog over for Ritzau Finans store spørgsmålstegn ved, om stigningerne kan gennemføres.

Maersk Line har varslet en ratestigning på ruten på 750 dollar per 1. juli mens Hapag-Lloyd har varslet en stigning på 1000 dollar. Det sket efter raterne på ruten ifølge Shanghai Shipping Exchanges spotrateindeks SCFI er faldet voldsomt de seneste to måneder. Ifølge indekset er raterne faldet med 48,6 pct. siden starten af marts til 731 dollar sidste uge.

Ratestigningerne er dermed af den største vigtighed for Maersk Lines resultater for hele året, men det er ikke nok, at Hapag-Lloyd er gået med, hvis kunderne skal overbevises om betale mere.

SeaIntel: Container-rederier er som frøer i kogende vand 

"Vi skal have flere med, før det får en stor effekt. Hvis rederierne er enige om, at det skal være 1. juli, så har de en chance. Men indtil da ser det besværligt ud," siger A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Sydbank, Jacob Pedersen, til Ritzau Finans og fortsætter:

"De har haft annonceret ratestigninger utallige gange i marts, april og maj, der ikke har virket. Det er et godt billede på, at redernes forhandlingskraft er så godt som ikke-eksisterende i øjeblikket. Det kan selvfølgelig ændre sig før første juli, men det vil kræve markant flere oplægninger af skibe. Det er helt nødvendigt at bringe kapaciteten ned."

Det er det, da markedet er svært presset af en ubalance mellem kapacitetsvæksten og volumenvæksten. Den holdning deler Mærsk-analytiker hos Fearnley Fonds Rickard Vabo, der også stiller sig tvivlende over for succesen med den kommende markante ratestigning.

"Det er et åbent spørgsmål, om de kan få succes med denne slags ratestigninger. Der er fortsat svag efterspørgsel og industrien savner disciplin. Det er optimistiske ratestigninger, der er meldt ud. Indtil nu har rederierne gennemsnitligt blot haft succes med omkring en tredjedel af de udmeldte ratestigninger," siger Rickard Vabo.

Maersk Line: Vi vil forsvare os uanset prisen 

Der er dog et stærkt behov for at øge raterne, da de nuværende niveauer ikke er holdbare for spillerne i industrien.

"Lige nu taber alle rederierne penge, og de nuværende rateniveauer er ikke holdbare i længere tid. Så der må komme en stigning i raterne. Men at hæve raten med 1000 dollar fra dag til dag er ret optimistisk, som markedet ser ud nu," siger Rickard Vabo.

Den holdning deles af Sydbank, der ser et positivt træk i, at rederierne bliver ved med at forsøge at gennemføre ratestigninger.

"De gentagne varslede ratestigninger viser om ikke andet, at rederierne bliver ved med at forsøge. Rateniveauet er helt igennem uholdbart i øjeblikket, særligt mellem Asien og Europa," siger Jacob Pedersen.

RITZAU FINANS

Er det voldsomme ratedyk i redernes egen interesse? 

Drewry: Eurozonens svage økonomi udløser priskrig 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også