Torm-aktionærer står stadig bagerst i køen

Torm-aktiens himmelflugt i kølvandet på det hårdt trængte rederis kvartalsrapport onsdag er ren teoretisk værdi, siger analytiker.
Foto: Rederiforeningen
Foto: Rederiforeningen
AF RITZAU FIANANS

Torm-aktiens himmelflugt i kølvandet på det hårdt trængte rederis kvartalsrapport onsdag er ren teoretisk værdi. Samtidig er aktien så lavt prissat efterhånden, at der skal relativt små stigninger i kroner og øre til, før at det giver store, procentmæssige udsving. Det vurderer analytiker hos Svenske Handelsbanken, Dan Togo Jensen, over for Ritzau Finans.

Aktien i Torm, der efter en restrukturering fortsat er tynget af stor gæld og er ejet af sine banker, stiger mandag middag omkring 160 pct. til 3,20 kr. Det er en stigning på 351 pct. fra kurs 0,71 før regnskabet onsdag.

"Det er jo fordi, at vi er nede på en næsten hypotetisk værdi for aktien. Det er reelt optionsværdien, den handles på lige nu," siger han.

Torms gældsforpligtelser lå ved udgangen af første kvartal i underkanten af 2 mia. dollar, og egenkapitalen blev i regnskabet opgivet til at være på 254,8 mio. dollar.

"Justerer for markedsværdien - altså hvad flåden rent faktisk er værd, så er der reelt ingen egenkapital i selskabet. Så det er en teoretisk værdi, den handles på," siger Dan Togo Jensen til Ritzau Finans.

Den teoretiske værdi er, siger han, en investering i, at produkttankmarkedet på et tidspunkt vender og dermed på sigt giver aktierne en egentlig værdi.

Ifølge Dan Togo Jensen er grunden til, at aktien handles så voldsomt op lige nu, at Torm justerede forventningerne i kvartalsrapporten en smule til et underskud på 100-130 mio. dollar mod tidligere 100-150 mio. dollar.

Samtidig, siger han, har produkttankmarkedet også udviklet sig pænt i første kvartal, hvilket har givet et godt underliggende marked for Torms at operere i.

"Problemet er bare, at det ikke rigtigt kommer Torms aktionærer til gode. Det kommer de time-charter ejere, som Torm har kontrakter med, til gode, og så kommer det bankerne, der har lånt penge til selskabet, til gode. Så aktionærerne er altså stadig bagerst i køen," siger Dan Togo Jensen til Ritzau Finans.

Torm får overskud på driften i første kvartal

Meldgaard: Vi er på det rigtige spor

Torms græske banemand i alvorlig gældskrise 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også