EUs økonomiske genrejsning udskudt igen

Der er ikke mange forårsfornemmelser i EU-Kommissionens økonomiske forårsprognose, der bliver offentliggjort fredag i Bruxelles.
AF RITZAU FINANS

Selv om der er begyndt at være mere ro på europæisk økonomi, skruer kommissionen ned for de forventninger til den økonomiske vækst, som lå i sidste prognose for bare to en halv måned siden.

I slutningen af februar lød vurderingen, at EU som helhed i 2013 ville kunne registrere en minimal vækst på 0,1 procent af bruttonationalproduktet. Nu hedder forventningen minus 0,1 procent.

For de 17 eurolande er vækstforventningen nedskrevet med 0,1 procentpoint til minus 0,4 procent for i år.

Der er stadig tro på, at væksten vender tilbage til næste år - men for både det samlede EU og for eurozonen er der barberet 0,2 procentpoint af den forventede vækst. For EU lyder det nu på 1,4 procent, for eurolandene 1,2 procent.

Økonomikommissær Olli Rehn medgiver i en pressemeddelelse, at økonomiens genrejsning stadig lader vente på sig.

"Det er i lyset af den fortsatte recession nødvendigt, at vi gør alt, hvad der skal til, for at løse beskæftigelseskrisen i Europa," siger han og fortsætter:

"EU's forskellige politikker fokuserer på bæredygtig vækst og jobskabelse. Den finanspolitiske konsolidering fortsætter, men der er mindre fart på. For at låse op for væksten i Europa er det nødvendigt samtidig at intensivere strukturreformerne," siger Rehn.

Efterspørgsel på europæiske varer skal trække vækst

Økonomerne i hans departement konstaterer, at det især vil være udlandets efterspørgsel efter europæiske varer, der skal sparke gang i væksten.

Det skyldes især, at "den hjemlige efterspørgsel stadig er hæmmet af en række hindringer, der er typiske i kølvandet på en dyb finanskrise".

I lyset af den høje arbejdsløshed, der er omkring 12 procent i eurolandene, 11 procent i hele EU og omkring 27 procent i Spanien og Grækenland, gentager kommissionen den seneste tids advarsler om de alvorlige sociale konsekvenser.

"Selv om der som følge af vigtige politiske beslutninger siden sidste sommer er kommet mere balance i risikoen ved de økonomiske fremtidsudsigter, er billedet stadig domineret af det negative."

"Meget høj arbejdsløshed i nogle medlemslande kan få følger for den sociale sammenhængskraft og kan bide sig fast, hvis ikke der gennemføres yderligere reformer," hedder det.

EU-Kommissionen venter fald i Eurozonens BNP-fald i 2013

OECD venter flere år med minusvækst i Europa

Ny EU-plan skal booste væksten i den maritime sektor  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også