Connie H. klar til dialog med Mærsk – med forbehold

EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, deler Maersk Container Industrys bekymringer om klimaskadelige containere, men kan intet stille op.
Foto: Ilan Brender
Foto: Ilan Brender
AF JACOB BREJNEBØL KNUDSEN

Når man er klimakommissær og hedder Connie Hedegaard, lyder det fuldstændigt uacceptabelt, når Maersk Container Industry lufter skarp kritik af, at de fleste af Europas containere er fyldt med forurenende isoleringsskum.

Derfor har hun bedt om en redegørelse om sagen fra sit kabinet, men herefter begynder det at knibe med garantierne om, hvad der kan gøres.

"Mærsk skal pege på, hvor problemet præcist er. Det skal specificeres meget mere: At det er i de og de havne og på de og de skibe. De er nødt til at hjælpe os," siger Connie Hedegaard, som peger på to problemstillinger i forhold til, at Kommissionen kan skride ind.

Den ene gælder containere fra før 2004. Hvis de handles internt i EU, er de ikke forbudt, og så kan Kommissionen af gode grunde ikke skride ind og håndhæve loven.

Den anden er, at det er medlemslandene, som i praksis skal stå for håndhævelsen, men hidtil er der ikke kommet noget ud af dialogen med medlemslandene.

"Derfor skal Mærsk være mere konkret. Vi har samme interesse, og jeg kan godt være enig i, at det er træls," siger hun uden at give Mærsk reel tro på en skærpet lovgivning eller håndhævelse.

"Lovgivningen er senest strammet i 2009, og det er ikke noget, man bare gør. Da det kun er så få år siden, er det svært at forestille sig et forbud så hurtigt efter. Slet ikke med de nuværende økonomiske vilkår i containerindustrien," siger hun.

Hos Maersk Container Industry mener man uanset klimakommissærens indvendinger fortsat, at Kommissionen bør tage hårdere fat om problemet frem for at lade stå til som nu:

"Det fremgår ikke af teksten i forordningen fra 2009, at EU-Kommissionen absolut skal håndhæve lovgivningen efter den laveste miljøfællesnævner. Virkeligheden er, at EU-Kommissionen kunne løse dette, hvis den ville," replicerer MCI’s talsmand, Erik Høgh-Sørensen.

 

MCI forsøger at presse EU-Kommissionen

Mærsk: EU bør sikre overholdelse af miljølovgivning 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også