CO-Søfart: Ny aftale sikrer udlændinge på DIS-skibe

Udenlandske søfarende på DIS-skibe bliver med to nye aftaler sikret repræsentation i råd og nævn, mens nordmænd og svenskere bliver omfattet af DIS-overenskomster. En afgørende landvinding, skriver CO-Søfart i en meddelelse. 
AF KATRINE GRØNVALD RAUN

To nye aftaler mellem CO-Søfart og Danmarks Rederiforening skaber bedre vilkår for udenlandske søfarende, skriver CO-Søfart i en pressemeddelelse.

I fremtiden får udenlandske søfarende om bord på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister således en stemme i råd og nævn i form af danske faglige organisationer, mens norske og svenske søfolk på DIS-skibe bliver omfattet af DIS-overenskomster.

"Tiltagene er nok de største landvindinger, der er opnået i forhold til DIS-loven siden DIS-hovedaftalen i 2003, og jeg er meget tilfreds med, at det langt om længe er lykkedes at få de to aftaler på plads," siger Ole Philipsen, formand for CO-Søfart, i meddelelsen.

Løsningen er fundet

Manglende rettigheder for udenlandske søfarende på DIS-skibe har siden vedtagelsen af DIS-loven i 1988 været på dagsordenen hos CO-Søfart, der er en sammenslutning af Dansk Metals Maritime Afdeling, Søværnets Konstabelforening, FOA-søfart og Dansk El-Forbund. Især svenske rederier har flyttet aktiviteter til Danmark og placeret skibe i DIS, hvilket ifølge CO-Søfart har øget behovet for at finde en løsning for de udenlandske sømænd, der ikke var overenskomstdækket af loven.

Løsningen er nu fundet, men CO-Søfart mener, at det ikke har været let at finde fælles fodslag med Danmarks Rederiforening:

"CO-Søfart har hele tiden fastholdt, at vi ønskede et resultat gennem forhandling. Men det har været tungt at få konkrete forhandlinger i gang med Danmarks Rederiforening," siger Ole Philipsen i meddelelsen og fortsætter:

"Med opbakning fra ministeriet er det imidlertid lykkedes ikke blot at komme i gang med forhandlingerne, men også at nå et resultat," siger han med henvisning til, at regeringens vækstplan fra december indeholder et konkret punkt om, at regeringen vil sikre udenlandske søfarende repræsentation i danske råd og nævn.

ShippingWatch forsøger at få en kommentar fra Danmarks Rederiforening.

Ole Sohn: Sådan vil jeg prioritere det maritime vækstudspil 

Vækstteam: Seks anbefalinger skal styrke blå erhvervsliv

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også