
For første gang må Shell se sig overhalet som den største booker af råolie. 2012 blev året, hvor China International United Petroleum & Chemical Co., også kendt som Unipec, kunne overtage titlen, skriver Bloomberg.
Unipec hyrede således 707 fartøjer til at fragte 159 millioner tons råolie, viser en rapport fra skibsmægleren Poten & Partners Inc. Til sammenligning havde Shell 701 tankskibe til 73 millioner ton. På bare fem år er det kinesiske selskab steget 14 pladser på ranglisten og nåede altså i 2012 nummer et.
"Unipec er steget til tops i et år, hvor aktiviteten for at hyre VLCC'ere har været meget stor, og slået den evige nummer et, Shell, væk fra førstepladsen," siger skibsmægleren ifølge Bloomberg.