Fødevareindustri beklager Maersk Lines ratehop på reefer

"I en tid, hvor vi har mange vanskelige vilkår på markederne, er det her en ekstra bekymrende udvikling, der kun kan fordyre eksporten og forringe konkurrenceevnen," siger eksportdirektør Jan Laustsen, Landbrug & Fødevarer, efter meddelelse om markant prishop på kølecontainere.
Foto: Maersk Line
Foto: Maersk Line

Maersk Lines meddelelse om en rateforhøjelse på reefer-containere med i alt 30 procent fra 1. januar 2013 gør indtryk på milliardinteresserne i fødevareindustrien.

"Det er en markant stigning og ikke bare en normal justering af pris- og omkostningsudviklingen. Det er et markant løft og en ganske klar omkostningsforøgelse for især fødevaresektoren. I en tid, hvor vi har mange vanskelige vilkår på markederne, er det her en ekstra bekymrende udvikling, der kun kan fordyre eksporten og forringe konkurrenceevnen," siger eksportdirektør Jan Laustsen, Landbrug & Fødevarer, til ShippingWatch.

Maersk Line bebuder kæmpe ratehop på kølecontainere 

Han forventer, at mange virksomheder i fødevaresektoren nu vil drøfte situationen med rederier og andre, der transporterer fødevarer.

"Man har formentlig en dialog til gode om, hvordan det her tackles fremadrettet.  Det er klart, at der her også er et konkurrencepræget marked, som også Maersk Line har udtalt, og derfor vil man som fødevarevirksomhed naturligvis tage bestik af situationen. Den betydelige omkostningsforøgelse vil naturligvis ramme konkurrenceevnen på de fjerne markeder som Japan og Kina, hvor man netop bruger kølecontainerne, " siger Jan Laustsen.

Organisationen Landbrug & Fødevarer repræsenterer en samlet eksport i størrelsesordenen 60 mia. kroner, hvoraf de forarbejdede varer udgør ca. 40-50 mia. kroner med tyngden på svinekød og mejeriprodukter eller langt hovedparten af den danske fødevareeksport.

Lange kontrakter

Slagterikoncernen Danish Crown oplyser, man ikke vil mærke stigningerne i transportomkostningerne på kort sigt. 

"Vi er en meget stor kunde og har nogle kontrakter, der løber forholdsvis længe, så det er ikke en akut problemstilling, vi står over for," siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes, Danish Crown.

Meddelelsen om en rateforhøjelse på 1.500 USD for en 40 fods container kom fra Maersk Lines CEO Søren Skou under en konference i Antwerpen tidligere på ugen.
 

"I de sidste syv år har vores rater ikke engang dækket inflationen. Men beslutningen har ikke været nem, men det er nødvendigt," sagde Søren Skou på Cool Logistics-konferencen. Han erkendte, at rateforhøjelsen på kort sigt vil have markante konsekvenser for rederiets kunder, hvorfor han også varsler forhøjelsen i god tid.

"Der er masser af konkurrence derude. Ikke kun blandt containerrederier, men også blandt de traditionelle reefer-operatører," understregede han.

Maersk Line har investeret 1,9 mia. USD i reefer-segmentet siden 2008, og rederiet har i dag over 200.000 kølecontainere på sine skibe.

Medie: Afskibere vil have bedre service efter Maersks ratehop  

Maersk vil hæve priserne på reefer-containere ”betydeligt”

 

 

  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også