Daily Maersk skal udbredes til andre dele af verden

Maersk undersøger for tiden, om Daily Maersk-konceptet kan kopieres og udbredes til andre ruter i verden fra Asien-Europa-strækningen. Lanceringen vil i givet fald ske på konceptets 1-års dag til oktober.
AF JAKOB VESTERAGER OG TOMAS KRISTIANSEN

Maersk Line har så positive erfaringer med Daily Maersk konceptet, at rederiet for tiden undersøger, om konceptet kan overføres og anvendes på andre hovedstrækninger i verden. Årsagen er den simple, at Daily Maersk har overgået selv rederiets egne forventninger og vist sig at være en meget profitabel forretningside.

”Vi er vældigt tilfredse med, hvordan Daily Maersk har udviklet sig. Vi leverer 97 pct. af containerne til tiden i de korridorer, hvor vi har Daily Maersk. Vi har jo et-års jubilæum her i efteråret og i den forbindelse har vi tænkt os at fortælle om, hvad de næste skridt er. Vi er stadig i en fase, hvor vi evaluerer og kigger på, hvordan det går og har her og nu ikke nogle konkrete planer,” siger Søren Skou til ShippingWatch.

Men han mener dog, at der er ’naturlige’ grunde til at sprede konceptet ud.

Sprede konceptet ud

”Det vil være helt naturligt at sprede konceptet ud til andre farter, når kunderne tager godt imod det, og det synes vi, at de gør. Vi kan se vores markedsandel vokse i de korridorer, hvor vi tilbyder Daily Maersk, fordi vi kan levere på det operationelle og stadig være konkurrencedygtige på omkostninger. Men jeg vil gerne vente med at melde noget mere konkret ud, til vi er lidt længere fremme,” siger Søren Skou.

Før sommereferien sagde Chief Trade & Marketing  Officer Vincent Clerk til ShippingWatch, at en anden overvejelse var at se på, hvordan man kunne få flere store, internationale brands til at tage Daily Maersk til sig, og det bekræfter Søren Skou da også stadig er inde i overvejelserne.

Økonomisk set er Daily Maersk fortsat flere måneder foran den business case, som Maersk Line oprindeligt havde lagt for conceptet på nuværende tidspunkt. Et af de initiativer der har medvirket til at holde pålideligheden oppe er faktisk slow steaming, fordi det har været nødvendigt at sætte mere kapacitet ind for at kunne overholde garantien om ”daglig levering i Europa”. Og flere skibe giver mere fleksibilitet og sikkerhed for at kunne holde tiderne.  

De overvejelser, Maersk Line gør sig nu, er om andre dele af verden kan bære samme garanti, om der på andre korridorer er havne, kunder og omsætning nok til, at konceptet holder, samt om Maersk Line har tonnage nok til at kunne leve op til løfterne.

Stor markedsandel

”Det kræver rigtigt meget i en fart i form af antal af skibe, så for at kunne levere Daily Maersk på den samme måde som vi gør i Asien-Europa, skal vi have en meget stor markedsandel. Vi skal selvfølgelig kunne gøre det i nogle farter, hvor vi har mulighed for at udvide vores markedsandel, måske nogle specifikke havnekombinationer, uden at vi destruerer prissætningen i de markeder,” lyder det fra Søren Skou.

Han mener ikke, at nogle af de nye alliancer, der blev konkurrenternes svar på Daily Maersk har været en trussel for Maersk-konceptet og mener også, at Maersk står med de bedste kort på hånden i den fremtidige konkurrence.

Fat i den lange ende

”Alliancerne kom jo op at stå ret hurtigt formentligt for at tilbyde den frekvens, altså det antal ugentlige afgange vi kan tilbyde med Daily Maersk. Vi mener jo ikke, at en alliance med mange operatører kan levere den samme pålidelighed, vi kan. Men det er noget, vi studerer meget nøje inden jubilæet. De kom hurtigt, men vi kan også se, at vi vinder markedsandele i de korridorer, hvor vi har Daily Maersk, så derfor tror vi, at vi har fat i den lange ende. Daily Maersk er et unikt produkt, som ikke er blevet kopieret derude endnu, og det skal vi prøve at få så meget ud af som muligt,” siger Søren Skou.

Daily Maersk lægger beslag på en stor del af rederiets tonnage med hele 70 skibe indsat på Daily Maersk. Men der er også tale om langt den største korridor med 11 skibe i rotation, hvor der i USA, for eksempel, kun er halvt så mange i rotation.

Søren Skou: 2013 kan blive meget svært

Maersk Line: Industrien har overvundet overkapaciteten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også