Søren Skou: 2013 kan blive meget svært

Selvom 2012 er blevet et vendepunkt for Maersk Line – og flere af de store konkurrenter – der med højere rater og mindre kapacitet har sikret sig overskud, kan rederiets CEO, Søren Skou, se nye, store udfordringer allerede i 2013, siger han i et interview med ShippingWatch.
AF JAKOB VESTERAGER OG TOMAS KRISTIANSEN

2013, samme år som Maersk Line søsætter de første skibe i sit prestigeprojekt, Triple-E flåden, kan gå hen at blive meget svært for hele containerindustrien.

For selvom 2012 har været et vendepunkt for verdens største containerrederi og mange af de globale konkurrenter, kan 2013 i den grad udfordre den enighed om at hæve raterne og tilpasse kapaciteten, der er den egentlig grund til, at der igen er sorte tal på bundlinjen.

Det vurderer Maersk Lines CEO, Søren Skou, i et interview med ShippingWatch. Han mener, at den positive udvikling, det danske rederi har oplevet i år, alene kan fortsætte, hvis hele branchen er villig til at trække væsentlig kapacitet ud næste år, hvor nye, store skibe – herunder Maersk Lines egne Triple-E skibe - vil oversvømme markedet.

”Vi ender jo sandsynligvis med at have et 2012, hvor væksten i efterspørgslen i fragt fra Asien til Europa falder måske med så meget som tre procent. Og det er klart at det jo er et meget negativt udgangspunkt. Ikke desto mindre har vi sat prisen op i år. Og det har vi formået at gøre, fordi vi har taget kapacitet ud, så vi samlet set ikke har haft nogen forværring mellem udbud og efterspørgsel,” forklarer Søren Skou.

Øget kapacitet i markedet

Maersk Line havde planlagt at kunne fragte 119.000 40 fods containere om ugen på verdensplan i løbet af 2012 ved årets begyndelse, men det tal er blevet 11.000 mindre og kommet ned på 108.000 containere hver uge. Ifølge Søren Skou er Maersk Line ikke de eneste, der har taget kapacitet ud, ligesom en hel branche bakker op om de prisstigninger, som Hapag-Lloyd gav startskuddet i februar i år. Udfordringen er, at der kommer voldsomt meget kapacitet ind på markedet næste år, uden at den  globale vækst, der er i vente, tilnærmelsesvis kan holde mange nye skibe i arbejde.

”2013 – det ser svært ud. Efterspørgslen vil se bedre ud end 2012, fordi man trods alt regner med, at Europa ikke er i recession næste år, og at økonomien i USA vil gå en smule bedre, men vi får stadigvæk utrolig meget ny kapacitet i 2013,” siger Søren Skou og tilføjer, at ”Maersk Line skal tænke meget grundigt over, hvordan den ekstra kapacitet, ikke mindst de nye Triple-E skibe, skal anvendes.  Rederiet har allerede meldt ud, at i alt fald de fem første Triple-E skibe indsættes på Asien-Europa, men at den samlede kapacitet på ruten ikke vil overstige den vækst i efterspørgslen, der måtte være.

”Samtidig siger vi, at vi vil holde vores markedsandel. Det betyder basalt set, at vi skal vokse med markedet og ikke mere end det. Dermed er den samlede kapacitet, der bliver tilført, helt afgørende for, hvordan raterne udvikler sig de kommende år,” siger Søren Skou, der mener, at billedet for de følgende år pt. ser væsentligt mere optimistisk ud med linjerederiernes briller, fordi der er få ordrer for 2014 og 2015.

”Hvis vi går ud over 2013 så ser situationen markant bedre ud, fordi der er der en forventning om, at så har vi måske fået mere gang i hjulene i verdensøkonomien, og samtidig er den ordrebog af ny kapacitet som i øjeblikket venter på at blive leveret stort set blevet leveret.  Og der vil vi formentlig se en væsentlig forbedring i balancen mellem udbud og efterspørgsel også for ´14 og ´15 og fremad. Det afhænger selvfølgelig af, hvor mange nye skibe, der bliver bestilt inden da, men hvis vi ser på, hvad der er på bøgerne nu, ser det faktisk meget positivt ud efter 2013,” siger han.

Konsolidering lader vente på sig

En af grundene til, at det kan være usikkert, hvordan rederierne agerer på længere sigt - om de kan holde raterne oppe og kapaciteten nede - er, at der stort set er lige så mange væsentlige containerrederier i dag, som i slutningen af 2011, hvor raterne skrabede bunden. Søren Skou var selv en af dem, der ved sin udnævnelse til ny CEO i december sidste år efterlyste en tiltrængt konsolidering, og at nogle af de små blev købt op, netop med det mål at færre aktører ville skabe en bedre økonomi.

”Vi har ikke set nogen form for egentlig konsolidering. Men vi har set en meget stor udstrækning af konsolidering på samarbejdssiden og på alliancesiden,” siger Søren Skou.

Han påpeger, at Maersk Line gennem en aftale med CMA CGM om ruten på Asien-Middelhavet samlet set kunne trække næsten ti procent af den kapacitet, rederiet havde påtænkt at udbyde, ud i løbet af først kvartal.

”Men vi har ikke set den konsolidering, vi havde håbet på, eller forventet. Vores analyse var dengang, og er stadigvæk, at industrien på den lange bane vil have fordel af at blive konsolideret. Altså, Top 10 i containeroperatører og lignende rederier udgør cirka 62 % af det samlede marked. Det er jo ikke specielt konsolideret. Det havde været fint, hvis 5 udgjorde 62, men der er vi jo langt fra. Jeg kan ikke forestille mig, at vi ser det inden for en overskuelig fremtid.”

Maersk Line: Industrien har overvundet overkapaciteten

Maersk vil hæve priserne på reefer-containere ”betydeligt”

SeaIntel: Containerfarten står over for akutte udfordringer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også