A2Sea: Der er plads til flere i vindmøllemarkedet

Der er markant vækst i servicemarkedet til offshore vindmøller, og derfor er der plads til flere aktører, siger adm. direktør i A2Sea til ShippingWatch. A2Sea har fået en ny konkurrent i DBB Jack-UP Services.
Foto: A2SEA
Foto: A2SEA

Der er plads til flere aktører i markedet for servicering af offshore vindmøller, eftersom markedet er så stort, siger adm. direktør i A2Sea, Jens Frederik Hansen, til ShippingWatch. Det melder han ud, efter at Børsen tirsdag skriver, at konkurrenten DBB Jack-UP Services, der vil satse yderligere på det nordeuropæiske marked for vedligeholdelse af havvindmøller.

"Servicemarkedet er et marked i kraftig vækst og kræver, at der kommer flere aktører på banen, som sikrer, at der kan frembringes den nødvendige kapital som skal til for at forsyne offshore vind med de nødvendige fartøjer. Så markedet er der, og der er plads til flere aktører. Det giver selvfølgelig øget konkurrence, men i første omgang giver det den kapacitet, som markedet efterspørger. Som det fremgår af artiklen har vi chartret det skib som DBB allerede har i drift, så det giver jo både konkurrence men også muligheder for yderligere samarbejde," siger adm. direktør i A2Sea, Jens Frederik Hansen, til ShippingWatch.

DBB Jack-UP Services forretningsområder er at transportere og løfte komponenter samt transportere teknisk personale til reparationer, service og vedligeholdelse af havvindmøller med fokus på Nordsøen, Østersøen og det irske hav.

Avis: Kapitalfond bag oprustning i vindmøllerederi 

Store handlingsplaner

Ifølge European Wind Energy Association (EWEA), der er en europæisk brancheorganisation, er der i dag opsat 1500 offshore vindmøller i 10 lande med en samlet kapacitet på 4,3 gigawatt. Ifølge den danske brancheorganisation Vindmølleindustrien, vil markedet vokse markant frem mod 2020, eftersom nationale handlingsplaner i europæiske lande peger på en sammenlagt tilgang på 39 gigawatt i perioden. Det er dog kun handlingsplaner, der ikke med sikkerhed vil blive udført.

Uanset om der vil blive rejst havvindmøller med 39 GW kapacitet eller ej, er der tale om store investeringer, eftersom det ifølge Vindindustrien i dagens priser koster 3 mio. euro pr. MW. Det vil sige, at hvis de 39 GW bliver en realitet, vil det betyde en samlet investering på 117 mia. euro eller en gennemsnitlig årlig investering på 13,8 mia. euro. 

A2Sea: Vi ser ind i et voksende marked 

Vindmøllerederi upåvirket af krisen i shippingbranchen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også