Skærpet opmærksomhed om DFDS' vækstmarkeder

DFDS' stærke markedspositioner i Østersøen og Nordsøen får flere aktieanalytikere til at optage dækning af aktien. Den kan til sommer blive yderligere interessant, hvis A.P. Møller - Mærsk beslutter at sælge sin aktiepost på 30 procent.

DFDS' stærke markedspositioner i Østersøen og Nordsøen og rederiets fokus på vækstmarkedet Rusland har skærpet interessen blandt flere aktieanalytikere, bl.a. Handelsbanken, der genoptager dækningen af DFDS med anbefalingen "køb". Dermed kan DFDSs topchef Niels Smedegaard (foto) og den øvrige ledelse se frem til en mere systematisk overvågning fra aktiemarkedet.

"Vi kan godt lide aktien på grund af eksponeringen mod Østeuropa, DFDS' meget stærke markedsposition i Baltikum, dvs. Østersøen, og Nordsøen, og så synes vi, der er en attraktiv værdisætning," siger aktieanalytiker Dan Togo Jensen, Handelsbanken, der i en rapport til bankens kunder fredag konstaterer vigtigheden af DFDS' eksponering i Østeuropa, hvor væksten er højere end i den resterende del af Europa, hvilket vil smitte positivt af på volumerne.

Revitalisering af DFDS

DFDS er ifølge Dan Togo Jensen mere i fokus nu, end rederi- og logistikvirksomheden har været meget længe, men faktisk lige siden, at DFDS overtog Norfolk Line fra A.P. Møller - Mærsk og som revitaliserede selskabet.

I forbindelse med overtagelsen af Norfolk Line, blev A.P. Møller - Mærsk storaktionær i DFDS med en aktiepost på ca. 30 procent. En aktiepost Mærsk forpligtede sig til at beholde i en lock up-periode på tre år. Den periode udløber til sommer, og vælger Mærsk at sælge sin store aktiepost, vil det få positiv effekt for aktien.

Mere likviditet i DFDS-aktien

"Jeg tror ikke, Mærsk er i denne aktie som langsigtet ejer. Det var en del af betalingen for Norfolk Line, og den vil Mærsk selvfølgelig gerne cashe ind på. For DFDS tror jeg kun, det er positivt, at nogle af aktierne placeres i markedet. Det vil øge likviditeten i aktien og dermed helt klart interessen fra investorerne," siger Dan Togo Jensen:

"DFDS-aktien har ikke performet speciel godt i år. Lige nu er den ramt af høje brændstofomkostninger og den stigende konkurrence, vi har set ud af Gøteborg."

Også den norske bank ABG Sundal Collier optager dækningen af DFDS-aktien i løbet af efteråret, oplyser aktieanalytiker Lars Heindorff.

DFDS opjusterer forventninger efter køb af Älvsborg-terminalen

DFDS får grønt lys til svensk havnekøb 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også