Redere om våbensejlads: Ikke vores opgave at føre udenrigspolitik

Det kan ikke være op til rederierne at være dommere over, hvilke lande der må eller ikke må fragtes våben til, mener Danmarks Rederiforening og  J. Poulsen Shipping, der sejler med våben og ammunition.
Foto: Rederiforeningen
Foto: Rederiforeningen

Det er en politisk opgave at vælge, hvilke lande der ikke må sejles våben og ammunition til, mener rederiforeningen og rederiet J. Poulsen Shipping.

"Vi kan jo ikke vælge. Det er verdenssamfundet, der opstiller reglerne for, hvilke lande man må sejle til eller ej. Vi kan ikke sidde i den her situation og lave en prioritetsliste i hverken den ene eller den anden retning. Så kan vi lige så godt lukke biksen i morgen. Sådan ser verden altså ikke ud," siger Finn J. Poulsen, adm. direktør i J. Poulsen Shipping, til ShippingWatch.

J. Poulsen Shipping sejler med våben og ammunition, selvom det "ikke er det, vi sejler mest af," siger Finn J. Poulsen. Lasterne med ammunition eller våben er oftest i situationer, hvor større containerskibe skal anløbe en havn, der ikke tillader så store mængder farlig last, som skibet har med. Så sejler J. Poulsen Shippings mindre skibe den farlige last frem og tilbage mellem skib og havn.

"Våben er mange forskellige ting. Der er hardware, og der er software. Softwaren er ammunitionen og hardwaren er det, der skyder det af. Vi transporterer farligt gods, når det kommer til ammunition, men de fleste våben bliver transporteret af de store linjerederier. Kampvogne sejler vi eksempelvis ikke meget med, men de granater, der skal fyres af, sejler vi da stadigvæk," siger Finn J. Poulsen.

Umuligt for redere at være overdommere

Fra Danmarks Rederiforenings side er man enige i, at det må være op til politikere at føre politik og forretningsfolk at drive forretning.

"Det er vanskeligt for rederierne selv at drive udenrigspolitik og vælge, at nu er der et eller andet land, vi ikke sejler til, fordi en organisation ikke bryder sig om det af den ene eller den anden årsag. Der findes masser af organisationer, der siger, at der er noget galt med vist land, og selv Danmark får jo anmærkninger af Amnesty International en gang i mellem. Det er fuldstændig umuligt for os som redere og forretningsfolk at gå ind og være overdommere på det der. Det kan vi bare ikke. Derfor siger vi, at det må handle om, at de her beslutninger om boykot træffes enten af FN, EU eller af danske myndigheder," siger Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Rederiforeningen, til ShippingWatch.

Han mener, at den danske lovgivning for våbentransport er blandt de skrappeste i verden, hvor der kræves officielle import- og eksporttilladelser fra de involverede lande, og der ikke må foretages våbentransport til de lidt over tyve lande, der er sortlistede i dag.

"Der bliver nødt til at være den lovgivning, vi må henholde os til. Så må det til enhver tid være en overvejelse for vores demokrati at vurdere, hvilke lande vi handler sammen med. For det her er jo ikke kun et spørgsmål om våben, det er også et spørgsmål om ikke at sejle dynamit ind til deres veje eksempelvis. Derfor må det være et emne, hvor vi ikke bestemmer, hvornår det er rigtigt eller forkert," siger Jan Fritz Hansen.

I J. Poulsen Shipping holder man skarpt øje med retningslinjer fra internationale organer samt ændringer af forbud omkring hvilke lande, der må sejles til eller ej.

"Vi sejler over hele verden, og der hvor det er tilladt at sejle. Hvis man kigger på Bimco eller EU og FN er der helt klare retningslinjer for, hvor man ikke må sejle hen. Og så kommer der også bans, og de ændrer sig jo hele tiden. I øjeblikket er der ban på Syrien, og det er klart, at man ikke må sejle til Syrien. Det bliver reguleret hele tiden internationalt, og det er vi meget opmærksomme på," siger Finn J. Poulsen.

Rederiforening: skarp kontrol er essentiel

Jan Fritz Hansen er godt tilfreds med den danske lovgivning på området, og han mener, at det er ekstremt vigtigt, at der bliver holdt øje med, om rederierne overholder den.

"Der har været nogle eksempler på, at de her import- eksportgodkendelser ikke altid har været lige gode eller var kommet fra en ikke så autoriseret myndighed. Hvis der er noget galt på den måde, er det jo en opgave for politiet," siger Jan Fritz Hansen.

Avis: Danske rederier fragter masser af våben 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også