Oprustning i piratvåben er en risiko for flådestyrker

Internationale oplysninger om, at afrikanske pirater får stærkere våben, er primært en risiko for militæret. Endnu vil handelsflåden ikke være i fare, vurderer forsker og konsulent. (Opdateret)

Afrikanske pirater køber mere avancerede våben. I første omgang bør det dog kun vække bekymring hos militæret og ikke hos den civile flåde, vurderer forsker og konsulent.

”Analyser fra det internationale sikkerhedsapparat viser, at våben fra Libyen har fundet vej til somaliske pirater. Bekymringen i den forbindelse er, om de har fået jord til luftmissiler. Det kunne være en trussel mod flådestyrkens anvendelse af helikoptere,” siger forsker og ph.d. Lars Bangert Struwe fra Center for Militære Studier.

Han vurderer, at opkøbene af våbnene ikke vil føre til en eskalation i konfrontationer mellem pirater og det internationale militær, men at det giver stof til eftertanke for alle, der færdes i de pirattruede farvande.

ShippingWatch beskrev i sidste uge, hvordan de afrikanske pirater efter den libyske eks-diktator Muammar Gaddafis død har fået adgang til flere våben fra den libyske hær, som blandt andet handles i Sierra Leone og Liberia. Det drejer sig primært om såkaldte manpads (Man Portable Air-Defense Systems, red.), det vil sige våben, der kan affyres fra jorden af en person og ramme mål i luften.

Fare for militæret

De våben, som piraterne nu har adgang til at købe, er stadig udbredt på et så rygtebaseret niveau, at det endnu ikke kan kaldes en reel fare, vurderer adm. direktør Søren Christian Bech fra konsulentvirksomheden Citadel Solutions, der arbejder med at uddanne søfolk til at forstå og håndtere piratangreb. Han har en lang fortid i Søværnet.

”Hvis piraterne får adgang til den her type våben, så er det vores vurdering, at de i første omgang vil bruge dem til beskyttelse af sig selv. Fordi der nu er så meget tale om, at man vil angribe piraterne på land, kunne man forestille sig, at de ville bruge manpads som selvforsvarsvåben,” siger Søren Christian Bech.

Han fortæller, at der på internationalt plan også går rygter om, at miner er blevet solgt til pirater, men at både disse og manpads er for avancerede til at forestille sig, at de skal bruges i angreb på handelsskibe.

”Manpads er ekstremt dyre våben, og jeg ser det som ret usandsynligt, at piraterne ville tage den type våben med i deres små skibe for at ødelægge handelsskibene. De er ikke interesserede i at ødelægge de skibe, de kaprer, så jeg vurderer ikke, at den civile skibsfart skal være unødvendigt bekymret."

Når det gælder søminerne, henviser Søren Christian Bech til, at hvis der er tale om søminer, vil det være som at spille "minestryger" i det indiske ocean, hvis den slags våben skulle have en effekt. Han understreger igen, at piraternes mål aldrig har været at sænke handelsskibe.

Hvis piraterne har fået fingrene i søminer, lyder vurderingen fra Søren Christian bech desuden, at faren for disse mere retter sig mod udenlandske flådefartøjer, end den civile skibsfart. Effekten fra søminerne vil være af defensiv karakter for piraterne.

Større moderskibe kan blive et problem

Søren Christian Bech vurderer, at piraternes nye våben kan blive et problem, hvis de placeres på moderskibe.

”Hvis man forestiller sig, at moderskibene på sigt bliver bevæbnet med tungere våben, så kan det blive svært som vagt at forsvare skibet og aflede angreb. Moderskibene ville kunne komme til at ligne små krigsskibe, som grundet den større "firepower" kunne være farlige,” siger Søren Christian Bech, der dog tager et forbehold for faren:

”Piraterne har i længere tid haft held med at benytte moderskibe, men moderskibenes svaghed er, at de grundet deres størrelse er lettere at detektere og dermed hurtigere bliver opdaget af den internationale overvågning."

Danmarks Rederiforening følger udviklingen tæt:

"Vi følger tæt enhver udvikling og ændring i piraternes måde at operere på. Derfor er det også væsentligt at være opmærksom på, hvis piraterne f.eks. kommer i besiddelse af andre og mere sofistikerede våbentyper. Det er set, at piraterne har anvendt RPG (rocked propelled grenades) i forbindelse med deres angreb, for at skræmme kaptajnen til at stoppe skibet. Vi er ikke eksperter indenfor våbentyper, men Lars Bangert Struwes vurdering lyder umiddelbart meget rigtig. Piraternes ”forretningsmodel” er jo at få fat i skib og besætning, så hvis skibet ødelægges vil de ikke have noget at forhandle med," siger Konsulent Morten Glamsø, Danmarks Rederiforening.

 

Forskere: Afgørende at beskytte dansk handelsflåde 

Analytiker: Pirater har købt kraftigere våben 

Piratforsker: NATO er ikke alene om æren 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også