DSF: Banker sælger ikke ud på bunden

For en bank er der ingen grund til at trykke på  panikknappen og sælge et nødlidende skib til en kapitalfond eller anden investor, hvis der er tale om likvide skibstyper med en fornuftig aldersprofil og et fornuftigt vedligeholdelsesniveau, mener Erik I. Lassen, CEO, Danmarks Skibskredit.

Shippingindustrien kommer næppe til at opleve et større internationalt udsalg fra långivere af tonnage til lavpris, selv om der er på globalt plan er en del rederier, der har problemer med at overholde aftaler med deres banker.

”Jeg tror, vi vil se meget lidt af, at bankerne vil sælge skibe, som man har været tvunget til at overtage, til private equity fonde og andre investorer, der øjner muligheder for at skabe en god forretning lige nu. Som bank vil man nødig aflevere et skib på bunden og tage et tab for derefter at konstatere to år senere, at skibet sælges til eksempelvis 25 pct. mere, end vedkommende gav for det, ” siger Erik I. Lassen, CEO, Danish Ship Finance (Danmarks Skibskredit). Han understreger dog, at Danmarks Skibskredit ikke selv har skibe under arrest, og at lånebogen har det godt. Han forventer, at de fleste banker i kritiske situationer vil vælge at parkere skibene hos et rederi, der mod betaling går ind og assisterer banken med drift af skibet indtil et videresalg skønnes hensigtsmæssigt:

Aktiver

”Vi ved jo, at det i shippingbranchen kommer til at gå op igen. Måske ikke i år, måske ikke i 2013 eller i 2014, men man har et aktiv, der kan holde i mange år. Så der er for en bank ingen grund til at trykke på panikknappen over for en kapitalfond eller anden investor, hvis der er tale om likvide skibstyper, en fornuftig aldersprofil og vedligeholdelsesniveau. Så vil mange vælge at holde fast. Særligt hvis det er banker, som er forankret i skibsfinansiering.” 

Der er adskillige banker der arbejder på at nedbringe deres låneengagementer og eksponering i shipping mest muligt i takt med, at skibsværdierne rasler ned og mange rederier dagligt sejler tab hjem. Denne udvikling skyldes også de kommende  kapitalregler for banker og vanskelighederne med at fremskaffe USD, der er shippingerhvervets hovedvaluta.

Sunde projekter

Den finansielle krise og knaphed på kapital vil ifølge Erik I. Lassen ikke få væsentlig effekt på finansiering af sunde projekter. Samtidig vil færre aktører på det internationale lånemarked skærpe kravene til transparens og større indsigt i mange rederiers finansielle forhold, som han mener, der er et stærkt behov for i international shipping. Danmarks Skibskredit  har nogle steder enkelte kunder med meget lave belåningsgrader, hvor en forudsætning for udvidelse af engagementet er større indsigt i forhold som eksempelvis familieformue og regnskabsforhold.

Dyrere at låne

”Forhåbentlig kan et fald i antallet af långivere få den effekt, at det bliver sværere at skaffe finansiering til nybygninger. Rederierhvervet har ikke behov for, at der bliver kontraheret særlig meget i den øjeblikkelige situation. Færre aktører betyder normalt lidt dårligere vilkår for rederne og lidt bedre vilkår for långiverne. Summen af det gør nok, at det bliver dyrere at låne. Men for de bedste kunder vil det nok kun være marginalt dyrere, end det man vil opleve for mellemgruppen og den nederste gruppe. Derfor kan blive svært for nye kunder med spekulative ordrer at komme ind på markedet de kommende år,” siger han.

Så det er ikke nødvendigvis negativt, at der ikke længere er så meget kapital til rådighed i shipping?

”Kortsigtet kan det naturligvis få den effekt, at det presser aktivpriserne lidt, fordi der sidder nogen, der gerne vil købe et skib, men ikke kan få en bank med på det. Så falder priserne jo alt andet lige, men et eller andet sted er der en bund under, hvor meget skibspriserne kan falde. Især for nyere skibe vil der være en prismæssig sammenhæng over til nybygningspriserne, som stålpriser og lønninger lægger en bund under.”

Medie: Store shippingbanker lukker for nye udlån 

DSF: Banks never sell at bottom price 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også