Mærsk indsætter tredje fartøj til jagten på tabte containere

Skibet ”Cable One” er tidligt lørdag stævnet ud for at tage hul på arbejdet. 29 containere mangler fortsat.
Arbejdet går fremad, lyder det. | Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Arbejdet går fremad, lyder det. | Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Mærsk optrapper nu eftersøgningen med et tredje fartøj, der skal scanne havbunden i jagten på tabte containere.

Det skriver Nordjyske, der har været i skriftlig kontakt med rederiet.

Fartøjerne scanner eller affotograferer havbunden i jagten på de forsvundne containere.

I en mail til Nordjyske oplyser Kristian Brauner, der er flådeoperationschef i Mærsk, at rederiet nu har tre fartøjer engageret ud for den nordjyske vestkyst.

”Det er et arbejde, som på det seneste har været besværliggjort af dårlige vejrforhold, men det går fremad,” skriver han.

Skibet ”Cable One” ankom fredag til Hanstholm i Thy og stævnede allerede tidligt lørdag morgen ud for at tage hul på arbejdet.

Skibet ejes af JD-Contractor i Holstebro, som også ejer skibet ”Sima”, der i forvejen er indsat i opgaven.

Knap en måned efter uheldet er status, at 17 af de 46 containere er fundet. Fem er drevet ind på kysten, mens 12 er lokaliseret på havets bund. Der mangler altså stadig 29 containere.

Kristian Brauner oplyser til Nordjyske, at han ikke har noget bud på, hvornår alle 46 containere er fundet.

Det var den 22. december, at et Mærsk-skib tabte 46 containere i havet ud for Nordjylland.

Mange forskellige varer - herunder kompressorer - er skyllet i land, efter at containerne faldt over bord.

Miljøminister Magnus Heunicke (S), som har holdt møde med Mærsk, har tidligere fortalt, at der ikke var farligt gods i containerne.

Farligt gods er ifølge Beredskabsstyrelsen stoffer og genstande, som kan forårsage skader på mennesker, miljø eller ejendom, hvis de ikke håndteres korrekt under transport.

De fiskere, der plejer at fiske i området, er bekymrede i forhold til at få skadet deres både og redskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også