Christian Stadil bliver sagsøgt for stort millionbeløb efter konkurs i rederi

Christian Stadil, hans far og en direktør i familiens konkursramte rederi er blevet stævnet i sidste uge. En kapitalfond har smidt penge i sagen.
Christian Stadil er eneejer af Thornico-koncernen, som bl.a. dækker over tøjmærket Hummel og emballageproducenten Brdr. Hartmann. Ved udgangen af 2021 lød egenkapitalen i Thornico på 3,6 mia. kr. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Christian Stadil er eneejer af Thornico-koncernen, som bl.a. dækker over tøjmærket Hummel og emballageproducenten Brdr. Hartmann. Ved udgangen af 2021 lød egenkapitalen i Thornico på 3,6 mia. kr. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Christian Stadil bliver for første gang trukket ind i det betændte slagsmål med kreditorerne i familiens konkursramte shippingselskab.

Den kendte erhvervsleder er indtil videre gået fri af det juridiske opgør efter rederiet Thorco Shipping, der gik ned i maj 2020 ovenpå flere år med tab.

Men nu bliver Christian Stadil sagsøgt af konkursboets advokater, som mener, at han af egen lomme skal betale et trecifret millionbeløb tilbage som erstatning for en række interne virksomhedssalg i rederiet.

”Vi mener, at der er et ansvar, der skal forfølges, og derfor har vi anlagt sagen i sidste uge,” siger kurator Troels Tuxen, som er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.

Foruden Christian Stadil er hans far, Thor Stadil, og direktøren i familiens shippingforretning, Thomas Mikkelsen, også stævnet.

ShippingWatch erfarer, at kravet ligger på omkring 185 mio. kr., hvoraf Christian og Thor Stadil hæfter for langt størstedelen.

”Der er absolut ingen sag, og vi forventer frifindelse. Christian Stadil er en profileret person, og det forsøger de at udnytte. Men jeg kan roligt sige, at det får de ikke noget forlig ud af,” siger Mathias Steinø, advokat hos Hafnia Law, som repræsenterer de tre sagsøgte.

Stævningen kommer samtidig med, at Stadil-familiens koncern Thornico netop har afhændet den sidste rest af sin shippingforretning til det danske rederi Norden. Med salget er familien helt ude af den maritime branche.

Efter finanskrisen i 2008 satsede Thornico stort på at købe og langtidsleje skibe til hvad, der dengang lignede særdeles gode priser. 

Men i stedet for at vende til det bedre røg markedet ind i næsten ti års dødvande, og derfor endte familien og dens partnere med at tabe store summer, inden håndklædet blev kastet i ringen for tre år siden.

Kursskifte vækker undren

Det kommer som lidt af en overraskelse, at Christian Stadil, der er eneejer af milliardkoncernen Thornico og er kendt fra sin tid som medvært og investor i det populære tv-program Løvens Hule, nu bliver sagsøgt. 

Tidligere mente kuratorerne, at kravet mod Christian Stadil var forældet, fordi han forlod bestyrelsen i rederiet allerede i 2018.

Men efter at have undersøgt det nærmere er advokaterne fra Bech-Bruun kommet frem til, at sagen alligevel godt kan køres.

”Vi har revurderet situationen og konkluderet, at kravet ikke er forældet,” siger kurator Troels Tuxen.

Kursskiftet kommer efter, at konkursboet har indgået en aftale med en udenlandsk kapitalfond om at finansiere retssagen mod Christian og Thor Stadil samt shippingdirektør Thomas Mikkelsen.

Der er tale om en unavngiven såkaldt litigation funder, som går med til at afholde omkostningerne mod at få halvdelen af provenuet, hvis konkursboet vinder sagen mod de tre erhvervsfolk.

Fremgangsmåden med en finansiel investor og kovendingen på kravet mod Christian Stadil forekommer noget uskøn for de sagsøgtes advokat.

”Vi undrer os da over, at kravet pludselig ikke er forældet alligevel,” siger Mathias Steinø fra Hafnia Law.

”Christian er jo den, der har været mindst involveret i driften af rederiet. Det har været på rent bestyrelsesniveau og kun frem til 2018. Og så er det ham, de stævner for det største beløb. Det lugter da af, at en kapitalfond og nogle advokater synes, at det er sjovt at drille ham,” siger han.

Solgte for én dollar

Thornico-koncernen ejer bl.a. tøjmærket Hummel og den børsnoterede emballageproducent Brdr. Hartmann. I 2021 rundede omsætningen 10 mia. kr., mens bundlinjen før skat viste mere end én mia. kr.

I mange år stod Thornico også bag rederiet Thorco, der ejede skibe bygget til at klare besværlige laster som f.eks. vindmøllevinger. 

Forretningen var samlet i de to konkursramte selskaber Thor Shipping og Sofia Shipping, som nu er omdrejningspunktet for det juridiske efterspil.

Baggrunden for de personlige krav mod Christian Stadil, Thor Stadil og Thomas Mikkelsen er overdragelsen af en række datterselskaber fra rederiet til et andet selskab under moderkoncernen Thornico. 

Selskaberne blev solgt internt for én dollar i 2016, men ifølge kurator viste regnskaber kort forinden, at virksomhederne havde en stor egenkapital. Han mener derfor, at prisen var for lav.

Efterfølgende fortsatte rederiet med at betale regningerne i selskaberne, selv om ejerskabet var givet videre.

Dermed er tabene vokset for kreditorerne i konkursboet, og de penge vil kurator nu hente hjem gennem sagen i Sø- og Handelsretten.

Forsøgte at redde firmaet

Stadil-familiens advokat afviser anklagerne og peger på, at rederiet var i gang med en større restrukturering for at forsøge at redde forretningen.

”Det kan ikke være nogen hemmelighed for kurator, at hele markedet for projektlastskibe var smadret tilbage til stenalderen, da det her skete. Det kan godt være, at der var værdier ifølge bogføringen, men det var der ikke på tidspunktet for overdragelserne,” siger Mathias Steinø fra Hafnia Law.

”Der er desuden ikke blevet afholdt nogen omkostninger, uden at der var en juridisk eller koncernintern forpligtelse,” siger han.

Udover de personlige krav har kurator også lagt sag an mod Thornico med et krav om ca. 100 mio. kr. og mod datterselskabet Thorco Projects for 22,7 mio. kr. De to sager drejer sig om skat og påstået overbetaling for skibsdrift.

Thor Stadil og Thomas Mikkelsen er desuden blevet indstillet til konkurskarantæne for at have udvist groft uansvarlig forretningsførelse. De sager er dog udskudt, indtil der er kommet en afklaring i de andre sager.

Thor Stadil har tidligere vurderet, at familien har postet en mia. kr. i rederiet, og at den strakte sig endda meget langt for at holde forretningen kørende. Han forventer desuden at blive frifundet i alle sagerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også