Norden slipper for at få millionkrav med i handlen med Stadil-familien

Norden køber hele Thorco Projects forretning, men overtager ikke en retssag med et tocifret millionkrav. Begge parter glæder sig over handlen.
Foto: Pr/thorco Projects
Foto: Pr/thorco Projects

Nordens køb af operatøren Thorco Projects er skruet sådan sammen, at et truende millionkrav mod virksomheden ikke følger med i handlen.

”Vi køber ikke selskabet, vi køber aktiverne og medarbejderne,” siger Jan Rindbo, topchef i Norden.

”Det er i virkeligheden for at gøre handlen så enkel som muligt,” forklarer han til ShippingWatch.

Thorco Projects er den sidste overlevende rest af Stadil-familiens rederi, som gik konkurs i maj 2020. 

Efter konkursen kørte selskabet videre og har siden tjent styrtende med penge, da fragtpriserne steg til vejrs under pandemien.

Thorco Projects er dog ikke gået helt fri af problemerne, da selskabet er blevet ramt af et krav på 22,7 mio. kr., som kurator forsøger at kradse ind til kreditorerne efter rederiet gennem en retssag i Danmark.

Men det krav bliver altså hængende i det gamle selskab.

Thor Stadil, bestyrelsesformand i Thornico, glæder sig over salget til Norden.

”Vi har derved skabt en mulighed for en særdeles yderlig positiv udvikling af Thorco Projects,” skriver han i en sms til ShippingWatch.

Har tjent over en halv mia. kr.

Kravet mod Thorco Projects er opstået, fordi kurator mener, at selskabet tog sig for godt betalt, da det drev flere skibe på vegne af Stadil-familiens konkursramte rederi i periode 2018-2020.

Thor Stadil har gentagne gange afvist kravet og i øvrigt understreget flere gange, at familiens koncern strakte sig endda meget langt for at holde rederiet i live og betale kreditorerne.

Han føler sig desuden personligt chikaneret af både advokater og kreditorerne, som tæller flere japanske skibsejere.

Mens rederiet måtte dreje nøglen om, så har Thorco Projects til gengæld udvilket sig til en særdeles sund forretning i de efterfølgende år.

I 2021 og 2022 er den samlede bundlinje løbet op i over en halv mia. kr.

Selskabet bliver drevet som en operatør, hvor skibene bliver lejet ind i stedet for at eje dem som et klassisk rederi.

Vil ind i projektlast

Jan Rindbo ser købet af forretningen i Thorco Projects som en mulighed for at supplere Nordens aktiviteter med mere projektlast.

Thorco Projects har blandt andet specialiseret sig i parcel-laster, der er mindre laster, for eksempel mineraler i mindre mængder, som transporteres på skibe af handysizetypen. 

Vindmøllevinger er en anden type last, Norden har kig på.

”Vi ser i stigende grad, at man bruger handysize-skibe til disse laster. Handysize-skibe er meget fleksible fartøjer. Traditionelle MPP-skibe er typisk ældre fartøjer, for der bliver ikke bygget mange af dem,” siger han og tilføjer:

”Vi synes projektlast er et rigtig spændende segment for os. Det giver adgang til nogle nye lastetyper for Norden”.

Thorco Projects råder over 30-40 chartrede skibe og omkring 40 medarbejdere, som Norden overtager. 

Thorcos kontorer flytter til Nordens kontorer undtagen kontoret i Bremen, hvor rederiet ikke er tilstede, men nu får et kontor i kraft af opkøbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også