Historisk OECD aftale vedtaget om global minimumsskat

OECD har nu vedtaget en historisk aftale om ny global minimumsskat for multinationale selskaber på mindst 15 pct. Den nye skat kan skabe forvirring for rederierne, der i dag betaler den særlige tonnageskat. Opdateret.
Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS OG SHIPPINGWATCH

Verdens ledende økonomier har efter intense forhandlinger i Paris ved OECD - Organisation for Economic Co-operation and Development - underskrevet en plan om at tvinge multinationale firmaer til at betale en global minimumsskat på mindst 15 pct.

Det skriver Financial Times.

OECD udtaler, at reglerne vil være på plads næste år og implementeret i 2023.

"Denne aftale eliminerer ikke skattekonkurrence, men den sætter en multilateral grænse for dette samtidig med, at den imødegår forskellige interesser fra forhandlingsbordet inklusive dem fra små økonomier og udviklende områder," siger Mathias Coremann, ny generalsekretær i OECD, til Financial Times.

Tilpasningerne og undtagelserne var ikke nok til at tilfredsstille de otte lande, som var imod aftalen hvoraf Irland, Estland og Ungarn er OECD medlemmer. Det politiske pres var således nok til at få skattely-lande såsom Schweiz og Bahamas med på aftalen, skriver Financial Times. Begge lande kan se frem til store tab, når aftalen træder i kraft.

Med denne aftale vil store multinationale firmaer med en omsætning på over 20 milliarder euro betale mere skat, hvor de opererer, end der hvor de er lokaliseret. Efter syv år vil dette element af aftalen omfatte alle firmaer med en omsætning på over 10 milliarder euro.

Shippingadvokat og partner i det London-baserede Watson, Farley & Williams, Richard Stephens, bekræfter over for ShippingWatch, at der er udsigt til, at skibsfarten kan blive undtaget for nogle af reglerne.

"OECD bekræftede i går i en kort opdatering, at der er sket reelle fremskridt mod en international aftale om en global minimumsskat. Det ser også ud til, som nogle meget gode nyheder for skibsfarten, at de har bekræftet, at international skibsfart vil have gavn af en brancheundtagelse fra reglerne," siger han i en kommentar og understreger, at der ikke er fremlagt detaljer for en endelig aftale endnu.

Kan kollidere med tonnageskat

Den nye globale, minimumsskat kan skabe problemer for rederierne i forbindelse med den tonnageskat, som størstedelen af rederier verden over bliver beskattet efter i dag.

Richard Stephens vurderede for nyligt i en kommentar til ShippingWatch, at den nye skat flugter dårligt med tonnageskatten.

"Vi forventer, at en global minimumsskat og tonnageskat-systemerne i alt fald ikke passer godt sammen. De beregninger, der skal udføres for at finde ud af, om man skal betale skat, skal udføres af enhver virksomhedsgruppe, der ligger inden for reglerne, hvert år, men nogle af fordelene ved tonnageskatten er den enkelthed og forudsigelighed, rederierne får for deres skattebetalinger over en længere periode," sagde han:

"Hvis det forsvinder med den nye ordning, vil selskaberne blive nødt til at se på, om de fortsat vil operere under de begrænsninger, der følger med tonnageskatteordningen."

Ny global selskabsskat kolliderer med rederiernes tonnageskat

Analysehus: Shippingbranche betalte blot 7 pct i skat over 15 år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også