Færger ser lyntests som en af vejene til flere passagerer under pandemi

Lyntests for coronavirus kan være en af vejene til flere passagerer for de hårdtprøvede udlandsfærger, som har mistet en stor del af passagerne under coronapandemien.
Det skriver brancheorganisationen Danske Rederier og det store danske færgerederi DFDS i en pressemeddelelse.
"Lyntests vil afgjort være noget, som vi vil gøre brug af, hvis myndighederne tillader det. Det vil være en ekstra sikkerhed for både passagerer og besætning, hvis vi inden ombordstigning næsten kan garantere en virusfri færge," udtaler DFDS’ passagerdirektør Kasper Moos i meddelelsen.
På nuværende tidspunkt fraråder Sundhedsstyrelsen større brug af lyntests, fordi de er upræcise.
Hos Danske Rederier håber man dog, at myndighederne løbende vil revidere anbefalingerne i takt med at nye eller forbedrede typer kommer frem.
"Vi har brug for at tage alle midler i brug for at hjælpe vores hårdtprøvede udlandsfærger. Udlandsfærgerne ser for tiden langt efter passagererne, så ethvert tiltag, der potentielt kan give flere passagerer, er velkomment. I Danske Rederier håber vi, at myndighederne igen vil se på de her lyntest og vurdere, om de kan anvendes på en forsvarlig måde, hvor man samtidig medtænker de positive effekter af øget mobilitet," udtaler viceadm. direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.
DFDS henter ny kommunikationschef i Novo Nordisk
DFDS vil sælge toldfri alkohol og tobak for at klare sig efter brexit