Prisen for Nordsøolie falder til laveste niveau i fire år

Prisen på den Nordsø-baserede Brent-olie dykker mandag med 8,9 pct. til 30,84 dollar per tønde, hvilket er det laveste niveau siden februar 2016.
Foto: NICK OXFORD/REUTERS / X03416
Foto: NICK OXFORD/REUTERS / X03416
RITZAU FINANS

Mandag dykker prisen på den Nordsø-baserede Brent-olie med 8,9 pct. til 30,84 dollar per tønde, hvilket er det laveste niveau siden februar 2016.

Det skriver Bloomberg News.

Olieprisen oplevede i sidste uge det største kollaps siden 2008, efter at Rusland brød med den udvidede Opec-gruppe, og yderligere er olieprisen også ramt af faldende efterspørgsel, som følge af coronavirusudbruddet, der har ramt rejseaktiviteten hårdt.

På forrige uges ekstraordinære Opec-møde var formålet at skære produktionen for at få priserne op på et bæredygtigt niveau, idet olieefterspørgslen er hårdt ramt af coronavirusudbruddet.

Saudi-Arabien, der er Opecs største olieproducent, vurderes at have brug for en oliepris på 80 dollar per tønde for at kunne skabe balance statsbudgettet.

Rusland, der ikke er med i Opec, men med i Opec+, modsatte sig en produktionsreduktion, og Saudi-Arabien svarede igen med meldingen om, at landet ville hæve produktionen.

De olieproducerende lande samt olieselskaberne håber på, at de to kombattanter, Rusland og Saudi-Arabien, vil komme til forhandlingsbordet for at få lavet en aftale om at skære produktionen.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtaler ifølge Bloomberg News, at oliemarkedssituationen er på linje med forventningerne, og at han endnu ikke har nogen planer om at kontakte de saudiske ledere.

Olieprisnedturen rammer de europæiske olieselskaber hårdt med fald på 10,5 pct. til svenske Lundin Petroleum, 7,5 pct. til britiske BP og 6,5 pct. til franske Total.

Saudi Aramco sænker investeringsbudget under oliepriskrig 

Oliepriserne fortsætter ned mandag  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også