Saudi Aramco sænker investeringsbudget under oliepriskrig
![Foto: FAYEZ NURELDINE/AFP / AFP](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12012397.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc79q5udohy40106fn4p8j.jpg)
Saudi Aramco, der er Saudi-Arabiens nationale olieselskab, forbereder sig på en længerevarende oliepriskrig og vil holde igen med investeringerne i 2020.
Det skriver Financial Times.
Ifølge den saudiske oliegigant vil kapitalforbruget blive sænket med op til 23 pct.
Det er dog endnu uklart, hvordan selskabet helt præcist planlægger at opnå besparelserne. For Saudi Aramco vil samtidig, som led i priskrigen, hæve produktionen fra 12 til 13 mio. tønder om dagen.
Og et sådant løft i produktionen kommer ifølge Financial Times til at koste flere milliarder dollar.
Årsagen til den ønskede produktionsstigning skal findes i forrige uges sammenbrudte forhandlinger i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.
Her modsatte Rusland sig en fælles produktionsaftale, som skulle medvirke til at afbøde effekten af coronavirusset.
Uanset udfaldet af oliepriskrigen er det forventeligt, at Saudi Aramco og resten af branchen vil indkassere store finansielle tab.
Saudi Aramcos aktie er på nuværende tidspunkt nede med 11 pct. siden december, hvor den blev noteret på Riyadhs Tadawul-børs til en stykpris på 32 riyal - svarende til cirka 58 kr.
Oliepriserne fortsætter ned mandag