DFDS-topchef: Ikke den håbede vækst i Tyrkiet - ser bedring forude

Selv om der er tegn på bedring i Tyrkiet, har der ikke været tale om det scenarie, DFDS i første omgang havde håbet på, fortæller Torben Carlsen, adm. direktør hos DFDS.
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Økonomiske udfordringer i Tyrkiet har også sat sit præg på rederiet DFDS, der i juni sidste år fik det tyrkiske rederi U.N. Ro-Ro ind i folden.

I årets første kvartal faldt det tyrkiske bruttonationalprodukt, BNP, på årsbasis, og det ventes også at have været tilfældet i andet kvartal, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Selv om der er tegn på bedring forude, så har der ikke været tale om det scenarie, DFDS i første omgang havde håbet på.

"Tyrkiet er i en mindre recession, og vi er lykkedes med at tiltrække en meget stor kunde dernede, som gør, at vores volumener faktisk er større, end de var før den her økonomiske krise," siger Torben Carlsen, der er adm. direktør hos DFDS, til Ritzau Finans.

"Udfordringerne for os i Tyrkiet er at optimere - efter tilgangen af kunden - vores operationer med de yderligere havne og skibe, som vi har. Det tager noget tid, samtidig med at der så ikke er den vækst, vi havde håbet på i Tyrkiet, men vi føler, at der er mere transparens, i forhold til hvad der vil ske i Tyrkiet end i Storbritannien," fortsætter han.

Direktøren henviser til usikkerheden omkring det forestående brexit, som tirsdag morgen resulterede i en nedjustering af rederiets forventninger til hele året. Udviklingen i Tyrkiet var også en mindre del af den bagvedliggende forklaring på nedjusteringen, som dog primært er drevet af forventet lavere volumener ind og ud af Storbritannien.

"Der er ingen tvivl om, at Tyrkiet har skuffet os i år og er en del af forklaringen på den nedjustering. Det er dog nedgangen i Storbritannien, som er kommet i slutningen af andet kvartal og starten af tredje kvartal, som er den største driver," siger Torben Carlsen.

Handlen mellem Europa og Tyrkiet er en vigtig drivkraft for DFDS, og selv om der endnu ikke er fuld tryk på kedlerne, så forventer direktøren at se en bedring i den tyrkiske økonomi fremadrettet.

"Vi ser tegn på bedring i Tyrkiet, og vi kan se, at konsensusforventningen er, at økonomien skal vokse med 2,4-2,5 pct. næste år. Er vi lidt mere pessimistiske end det? Det er vi nok, men vi ser bestemt en tilbagevenden til vækst i Tyrkiet," siger Torben Carlsen.

"Det er primært vores kunder, der er afhængige af det med den cash crunch, mange måske oplevede i forbindelse med krisen. Vi har så mange volumener, at vi bør kunne håndtere det profitabelt, hvis vi optimerer vores forretning, men det er klart, at alt er nemmere, når mængderne vokser. Det vil også forbedre situationen for vores kunder og dermed også have en positiv effekt på os," fortsætter han.

I andet kvartal af 2019 investerede DFDS blandt andet i to nye skibe, og den investering var relateret til den nye kundeaftale i Tyrkiet. DFDS åbnede 5. juli i år en rute mellem Istanbul i Tyrkiet og Sète i Frankrig gennem rederiet Ro-Ro.

U.N. Ro-Ro blev en del af DFDS den 7. juni sidste år, og ikke lang tid efter blev den tyrkiske valuta, lira, markant svækket.

"Vi havde en dårlige timing med en stor devaluering af valutaen, kort tid efter at vi købte os ind i Tyrkiet. Nu ser vi, at den er kommet sig fra det niveau. Valutamæssigt er det stabiliseret," siger direktøren.

DFDS er i dialog med Storbritannien om nye brexit-kontrakter

DFDS får massive kurssmæk efter brexit-relateret nedjustering

Brexit bliver en større hovedpine for DFDS: "Ingen udsigt til snarlig magisk løsning" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også