Kina bløder op i handelskrigen på to fronter

Handelskrigen mellem USA og Kina bliver modificeret i to henseender. Kina udskyder en varslet told på biler, og anonyme kilder vurderer, at landet også er klar til at genoptage sin import af majs.
Foto: /ritzau/AP/Mark Schiefelbein
Foto: /ritzau/AP/Mark Schiefelbein
AF RITZAU FINANS

Kina gør nu som allerede lovet og udskyder en varslet forhøjelse af told på biler og bildele fra USA i tre måneder. De tre måneder starter 1. januar 2019, skriver Bloomberg News.

Kineserne havde ellers varslet en ekstratold på amerikanske biler på 25 pct. fra årsskiftet, så det samlede niveau ville være 40 pct.

Men nu meddeler finansministeriet i Beijing, at indførslen af tolden er udskudt.

Nyhederne giver medvind til aktiekursen i både BMW og Volkswagen. Inden meddelelsen kostede en aktie i BMW 72,85 euro - og et par minutter efter var prisen per aktie 74,75 euro, mens en VW-aktie stod i 145,90 euro inden og 148,60 euro efter.

Begejstringen gik dog en smule i sig selv igen - og lidt før frokost ligger en aktie i BMW i 73,91 euro, mens en aktie i Volkswagen står i 147,40 euro.

Allerede i starten af ugen kom det frem, at kineserne var parat til at skære kraftigt i sine toldsatser på amerikanske biler for at imødekomme den opblødning, der tilsyneladende var på vej i handelsstridighederne mellem USA og Kina.

Den kinesiske told blev varslet øget i juli som led i den løbende handelskrig mellem USA og Kina.

Ekstra tøbrud

Samtidig kan endnu et tøbrud i handelsforholdet mellem USA og Kina være på vej i januar, hvor kineserne ventes at genoptage importen af amerikansk majs.

Anonyme kilder med indblik i sagen oplyser til Bloomberg News, at Kina ventes at bestille mindst 3 mio. tons majs.

Desuden kigges der på, hvordan man skal håndtere en told på amerikansk majs på 25 pct., som blev indført i juli. En af mulighederne i spil er, at importen kan indgå i en kvote på 7,2 mio. tons, som er underlagt en lavere toldsats. En anden mulighed er at refundere tolden, og en tredje er at vente på, at den ophæves, skriver Bloomberg.

Oplysningerne kommer, efter at Kina tidligere denne uge genoptog importen af amerikansk soja efter seks måneder, hvor importen har stået stille på grund af handelstvisten mellem de to lande.

Kina lægger de første våben i handelskrig og skærer i biltolden 

Tørlastchefer bevarer optimismen trods skuffende vækst 

Handelsfred står højt på norske rederes ønskeseddel for 2019 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også