Gentleman-aftaler holder hånden under Stadils ejerskab af skibe

Salg af skibe har bidraget til en negativ egenkapital på 75 mio. dollars i 2017 for Stadil-familiens selskab Sofia Shipping A/S. En række gentleman-aftaler sikrer, at der ikke er brug for ny kapital, siger Thor Stadil til ShippingWatch.
Foto: Thorco
Foto: Thorco

Stadil-familien har indgået en række såkaldte gentleman-aftaler med kreditorer i det tabsgivende selskab Sofia Shipping A/S, hvor ejerskabet af flere dyrt indkøbte skibe ligger. Det fortæller Thor Stadil, der sammen med sønnen Christian Stadil ejer en række shippingselskaber gennem Thornico-koncernen.

Aftalerne er ifølge Thor Stadil ikke skriftligt juridisk bindende, men bygger på gensidig forståelse. Og det er med til at holde hånden under selskabet, der i flere år har haft store tab, fortæller han til ShippingWatch.

I regnskabet for 2017 fik Sofia Shipping A/S et underskud efter skat på 27 mio. dollars, hvilket dog er en bedring fra underskuddet på 64 mio. dollars i 2016. Tabet skyldes ifølge Thor Stadil, at selskabet i løbet af 2017 har solgt mellem fem og ti skibe fra.

"Mange af de skibe, der er solgt, er solgt under værdiansættelsen i bøgerne, og dermed har vi konstateret en del tab. Så stort set alle tabene relaterer sig til negative værdier, der er kommet frem i forbindelse med salg," siger han.

Det afspejler sig også i selskabets egenkapital, som i løbet af sidste år er vokset fra et underskud på 45 mio. dollars i 2016 til et tab på 73 mio. dollars ved udgangen af 2017. Thor Stadil forklarer, at det også skyldes tabene i forbindelse med skibssalgene sidste år.

"Vi købte for dyrt gennem årene, hvor man troede, at skibsværdierne ville stige. Og der har vi blot måtte konstatere, at markedet er faldet, og at det fortsat er faldet. Derfor har vi solgt skibe fra. Vi skulle selvfølgelig måske have solgt dem tidligere, men vi har hele tiden troet, at markedet ville stige. Men nu har vi solgt dem og konstateret de her store tab."

"Men hvad der er meget vigtigt er, at det ikke har haft de store likviditetsmæssige udfordringer. Vi har solgt dem, og så har vi fået nogle ordninger med de banker, der har finansieret dem, hvor bankerne ofte har eftergivet den gæld, der har været. Så det har ikke skabt likviditetsmæssige problemstillinger."

Ikke mere kapital

I regnskabet er revisoren kritisk og henviser til, at selskabet ikke har en aftale på plads om yderligere kapital. Men den påtegning tager Thor Stadil med ro. Ifølge ham er der ikke brug for yderligere kapital.

"Det er således, at vi har at gøre med mange forskellige kreditorer i det pågældende selskab. Vi ønsker at køre selskabet videre, vi har gentleman-aftaler med forskellige kreditorer om, at de stiller deres fordringer i bero, indtil indtjeningen forbedres i hele systemet," forklarer han.

Tilbage i 2015 valgte Stadil-familien at udskille ejerskabet af en række skibe, der tidligere lå under rederiet Thorco Projects, og lægge dem ind under Sofia Shipping, der siden da har været et ejerselskab og ikke et driftselskab, som Thor Stadil formulerer det.

De accelererende underskud med de tabsgivende skibe blev simpelthen for stor en belastning for Thorco Projects A/S, som siden da har været et asset-light-selskab som operatør.

De seneste år har Sofia Shipping forsøgt at genforhandle kontrakter på skibene, der bare performede dårligere og dårligere, og det er altså lykkedes at lande de såkaldte gentleman-aftaler, fortæller Thor Stadil.

"Det er gentleman-aftaler. Det er ikke skriftlige juridisk bindende aftaler, men det er aftaler bygget på gensidig forståelse mellem os og forskellige kreditorer. Det kan både være banker og ejere af skibe, som har lejet noget af flåden ud til os," siger han og tilføjer, at der også ligger nogle skriftlige aftaler med få kreditorer.

Så hvordan forholder I jer til, at revisor henviser til, at der er brug for yderligere kapital fra investorerne?

"Det er ikke nødvendigt, der skal ikke mere kapital til, og alle kreditorer ved, at der ikke kommer mere kapital her og nu fra Thornico. Så på papiret ser det ikke særlig kønt ud, men i virkeligheden betyder det ikke noget. I virkeligheden er der forståelse fra alle kreditorer."

Er de her gentleman-aftaler med til at holde hånden under selskabet, så I ikke behøver at skyde mere kapital ind?

"Ja, der er ingen, der forventer, at der kommer mere kapital ind."

Overskud i Thorco

Thor Stadil understreger, at Sofia Shipping ikke har noget at gøre med de andre selskaber under Thorco-koncernens virksomheder, hvor Thorco Projects A/S efter flere års kamp i svære markeder igen har overskud. Rederiet driver en lejet flåde på 60-70 skibe og landede i 2017 en omsætning på omkring en mia. kr. og et overskud på 9 mio. kr. på bundlinjen.

"Thornico står bag hele skibsafdelingen. Sofia Shipping er kun et enkelt selskab ud af 60 selskaber. Det er et enkelt selskab, hvor der ikke er en aktiv drift. Selve driften ligger i Thorco Projects, og det kører uforstyrret videre, det kører med overskud. Så selve Thorco-koncernen kører fornuftigt med overskud, men man har nogle dårligdomme fra gamle dage, som ligger i Sofia."

Derfor kommer Sofia Shipping til at leve sit eget stille liv i 2018, forklarer Thor Stadil, hvor de forskellige gentleman-aftaler fortsætter uden en frist fra de forskellige kreditorer. I dag er der omkring otte skibe tilbage i Sofia Shipping, og indtil videre er der ikke planer om at sælge flere skibe fra. De sejler nogenlunde fornuftigt, siger Stadil.

"Sofia Shipping er et hjørne af hele skibkoncernen. Hele skibskoncernen kører fornuftigt med overskud. Så har du et selskab (Sofia Shipping, red.) med nogle skibskontrakter og ejerskab til skibe, som er købt alt for dyrt. De ligger særskilt parkeret, og det afvikles bare henad vejen."

Stadil-familiens kriseramte rederier viser tegn på bedring

Stadil-familiens Thornico interesseret i konsolidering 

Thor Stadil: Jeg tør ikke længere være optimistisk som skibsejer 

Stadil-familien trækker garantier til skibe i Thorco 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også