Wedellsborgs shippinggruppe får første underskud i mange år

For første gang i mange år får Weco A/S et underskud på bundlinjen efter salg og lukning af flere shippingaktiviteter. Især ét segment har ledelsen tiltro til fremadrettet.
Foto: PR/Weco Group
Foto: PR/Weco Group

Ledelsen for Weco A/S, der er ejet af Johan Wedell-Wedellsborg, fik ret, da de for et års tid siden forudså endnu et hårdt år for gruppen.

Faktisk blev 2017 så hårdt, at gruppen, der primært er i shipping, fik et underskud på bundlinjen for første gang i flere år. Sidste år noterede gruppen et tab på godt 3,4 mio. kr. sammenlignet med et overskud på 127 mio. kr. i 2016, fremgår det af regnskabet mandag eftermiddag.

Samtidig faldt omsætningen fra 959 mio. kr i 2016 til 830 mio. kr., og der skete også en hel del i løbet af sidste år for gruppen. Resultaterne blev blandt andet negativt påvirket af lukningen af rederiets månedlige roro-service på Atlanten, som Weco har haft i over 60 år.

Også valutaudsving for den amerikanske dollar har spillet ind på et lån i euro til et skib, mens der er taget nedskrivninger på et skib, som gruppen har solgt til ophugning.

"Fragtraterne på tank forværredes i løbet af året, hvilket resulterede i tab på tankskibene," skriver ledelsen og noterer på den positive side åbningen af et kontor i Houston for selskabets tørlastforretning, mens investeringer uden for shipping spillede positivt ind på resultatet.

Tankskibene bliver i dag drevet kommercielt af Stena Bulk, som Johan Wedell-Wedellsborg indtil marts sidste år ejede 50 pct. af. Og fremadrettet bør det se mere stabilt ud for selskabet, skriver ledelsen.

"Efter salget af projekt-divisionen i 2016 (Nordana, red.) og lukningen af RoRo-linjeservices i 2017, forventer ledelsen mere stabil indtjening fra shippingoperationerne fremadrettet."

Skibene fra projekt-divisionen og den nu lukkede roro-service  er på charterkontrakter indtil slutningen af året, og ledelsen forventer også en god vækst i tørlastforretningen Weco Bulk.

Weco A/S har en egenkapital på 1,08 mia. kr. sammenlignet med 1,22 mia. kr. i 2016.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også