DFDS i milliardopkøb i Middelhavet

DFDS overtager U.N. Ro-Ro, der er den førende tyrkiske operatør af fragtruter i Middelhavet, som forbinder Tyrkiet med Italien og Frankrig.
Foto: Luca Bruno/AP/Polfoto
Foto: Luca Bruno/AP/Polfoto

DFDS overtager U.N. Ro-Ro, den førende tyrkiske operatør af fragtruter i  Middelhavet, der forbinder Tyrkiet med Italien og Frankrig. Det oplyser DFDS torsdag morgen.

Prisen er 950 mio. euro svarende til 7,1 mia. kroner.

DFDS har tidligere været interesseret i den tyrkiske operatør, men prisen har været høj.

"Med købet af U.N. Ro-Ro ekspanderer vi til et af Europas mest attraktive fragtmarkeder, der operationelt ligner Nordeuropa. Det giver os mulighed for sammen med U.N. Ro-Ro's nuværende stærke ledelse at udnytte vores netværk, flåde, erfaring og færdigheder til at udvikle virksomheden yderligere, samtidig med at vi understøtter U.N. Ro-Ro's kunders vækst," siger Niels Smedegaard, CEO i DFDS, i børsmeddelelsen torsdag.

Sælger er de to tyrkiske kapitalfonde Actera Group og Esas Holdings.

Actera og Esas Holding købte i 2014 97,4 pct. af aktierne i UN Ro-Ro fra KKR & Co. for 700 mio. euro, hvilket var 50 mio. euro mere end selskabets daværende gæld ifølge Bloomberg.

DFDS blev i sommeren 2014 nævnt blandt interesserede selskaber i en overtagelse af det tyrkiske rederi, som i stedet blev solgt til de to tyrkiske investeringsgrupper for omtrent 700 mio. euro.

Samme strategi

U.N. Ro-Ro driver i alt fem ruter i Middelhavet mellem Tyrkiet og EU. Fire til Italien og en til Frankrig. I 2017 blev der transporteret 202.000 fragtenheder på ruterne, hvilket svarer til 34 pct. af det samlede marked inklusiv landtransport, skriver DFDS i meddelelsen.

Det tyrkiske færgerederi opererede i udgangen af sidste år 12 skibe med en gennemsnitlig alder på 11 år. Alle er bygget på værftet i Flensborg, hvor også DFDS har fået bygget flere skibe. Udover færgefarten opererer U.N. Ro-Ro også to havneterminaler og har intermodale løsninger. I år forventer selskabet en omsætning på 240 mio. euro og et driftsresultat (ebitda) på 97 mio. euro.

DFDS begrunder bl.a. opkøbet med adgangen til det voksende transportmarked mellem Tyrkiet og EU, mens det tyrkiske selskabs strategi passer godt ind med DFDS' på Nordsøen.

"(...) hvilket vil gøre det muligt for os at udnytte vores stærke track record på dette marked."

For at finansiere det store opkøb har DFDS valgt at annullere et nuværende program med tilbagekøb af aktier samt suspendere et planlagt udbytte på 7 kr. til august. Købet skal bl.a. finansieres via en udvidelse af aktiekapitalen på fem pct. af den nuværende aktiekapital eller 1 mia. kr. Derudover består finansieringen af lån.

Lauritzen Fonden, der ejer 42 pct. af aktiekapitalen, har godkendt planen om en udvidelse, skriver DFDS, der vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Med opkøbet forventer DFDS nu, at omsætningen vil stige med otte pct. mod tidligere to pct. i 2018. Samtidig hæver selskabet forventningerne til driftsresultatet, ebitda, til mellem 3-3.2 mia. kr fra 2,65-2.85 mia kr.

Stort RoRo-rederi vil på børsen 

Nu rammes DFDS af briternes exit fra EU

DFDS køber hollandsk logistikvirksomhed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også