Lavere tørlastdækning en udfordring for Norden

Nordens faldende afdækningsgrad i tørlast er med til at give rederiet kvartalsunderskud i segmentet, og markedet giver ikke muligheder for mere afdækning i 2016, siger CEO Jan Rindbo til ShippingWatch. Ny strategi skal hjælpe.

Imens Norden i årets tredje kvartal sejlede 37 millioner dollars ind på tank, kostede tørlastforretningen rederiet ni millioner dollars i samme periode. Det til trods for, at Norden har haft et beskedent overskud på tørlast i årets to første kvartaler, og rederiet i sit regnskab beskriver markedet som "udfordrende, men bedre end i første halvår."

Forklaringen ligger i den afdækningsgrad, som Norden havde inden for tørlast ved indgangen til 2015, lyder det fra rederiets CEO, Jan Rindbo.

"Vi kom jo egentlig ind i 2015 med en relativt høj afdækning, som blev taget i slutningen af 2014. Men den afdækning er jo løbende udløbet, og det er egentlig det, der sker, når du kigger på vores regnskab for tredje kvartal," siger han til ShippingWatch.

Da Norden aflagde årsregnskab for 2014 i marts 2015, havde rederiet afdækket 55 procent af skibsdagene inden for tørlast for resten af 2015. For 2016 ser det tal ud til at blive noget lavere.

"I 2016 har vi afdækket 35 procent på tørlast. Det er jo trods alt over en tredjedel af skibsdagene, men vores udfordring i markedet her i fjerde kvartal – som traditionelt er højsæson på tørlast – er egentlig, at vi har haft vigende rater, og dermed ikke nogen sæsonsupport, som vi normalt ser," siger Jan Rindbo.

Ingen fidus i afdækning

Der er da heller ikke udsigt til, at afdækningsgraden for 2016 kommer til at blive markant højere, end den er på nuværende tidspunkt. Norden skriver i sit regnskab, at tørlastmarkedet stadig er særdeles svagt, selvom forskellige faktorer har peget i en lidt mere positiv retning i løbet af kvartalet.

Blandt andet har Malaysia erstattet den bauxiteksport, der forsvandt fra Indonesien i 2014 som følge af eksportforbud, og kinesisk bauxitimport var i september på det højeste niveau siden 4. kvartal 2013. Derudover har en god brasiliansk sojabønneproduktion bidraget positivt til tørlastmarkedet og ført til rekordhøj kinesisk sojabønneimport, hvilket dog også har øget risikoen for, at amerikansk korneksport i fjerde kvartal bliver mindre end tidligere forventet.

Det vigtigste for udviklingen i kvartalet har dog været, at den kinesiske import fra både Australien og Brasilien har været stigende, selvom Kinas kulimport fortsatte med at falde. Det ændrer dog ikke på, at Nordens muligheder for at lave en fornuftig forretning ud af at afdække mere end de nuværende 35 procent for 2016 ifølge Nordens CEO er begrænsede.

"De forwardrater, der er i markedet i dag, ligger faktisk ret tæt på de nuværende spotniveauer," siger han og tilføjer, at der dermed ikke er den store fidus i at gå ud og tage dækning.

Han ser til gengæld heller ikke den store risiko for, at raterne kommer til at falde til endnu lavere niveauer, end der er i dagens spotmarked.

"Det er niveauer, der ligger tæt på opex-niveauer, altså driftsomkostninger på skibene, og det plejer at være et meget godt udtryk for den bund, der er i markedet."

Har flere valgmuligheder

Selvom tredje kvartal endte med et underskud i Nordens tørlastforretning, lå rederiets gennemsnitlige indsejling et pænt stykke over niveauerne i tørlastmarkedet. Rederiet skriver i kvartalsregnskabet, at indsejlingen for et-årig T/C lå 22 procent over markedet, mens Nordens spot-indsejling lå 24 procent over niveauet i spotmarkedet.

Ifølge Jan Rindbo er afdækningsgraden én af forklaringerne, men ikke hele forklaringen.

"Det er afgjort også en faktor, at Norden har nogle rigtig stærke kunderelationer," siger han og forklarer, at Norden dermed har flere valgmuligheder end så mange andre, når der skal laster på skibene.

"Det er jo ikke sådan, at kunderne betaler os en præmie over markedet, men det, at vi har adgang til en bred vifte af lastemuligheder hver gang, vi er ude i markedet, øger vores fleksibilitet," siger han.

Og netop en stærk relation til kunderne er omdrejningspunktet for Nordens nye tørlaststrategi. I en strategiproces er rederiet nået frem til, at det præsterer bedst i forhold til markedet inden for Supramax- og Panamax-segmenterne, og derfor vil Norden arbejde på at udbygge sin position inden for disse to segmenter.

"Vores kunder efterspørger fleksibilitet og pålidelighed, og ved at blive endnu bedre på Supramax og Panamax og øge flådestørrelsen i de skibstyper kan vi gøre det endnu bedre fremadrettet," siger Jan Rindbo.

Norden har i løbet af tredje kvartal samt starten af fjerde kvartal solgt en Supramax-nybygning til levering i 2017 og en Panamax-nybygning til levering i 2016. Samtidig har rederiet kontraheret to Supramax-nybygninger til levering i henholdvis 2018 og 2019. På tanksiden har Norden købt et Handysize-skib fra 2007.

I lighed med de foregående kvartaler har den store hensættelse på 230 millioner dollars, som Norden foretog i fjerde kvartal sidste år, haft en positiv effekt på tredje kvartal på lige omkring 20 millioner dollars. Hensættelsen skulle dække kommende tab på langtidschartrede tørlastskibe.

Rekordresultat i Nordens tankdivision

Norden når millionbesparelser på skibsdriften

Her er skitsen til Jan Rindbos strategi for Norden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også