Norden tabte 416 millioner USD i 2014

Norden kommer ud af 2014 med et markant underskud på 416 millioner USD. Rederiet har taget dramatiske skridt under tørlastmarkedets kollaps og reduceret sin tørlastflåde voldsomt.
Foto: Norden
Foto: Norden

Norden tabte 416 millioner USD netto i 2014, der i den grad har presset tørlastoperatørerne helt i bund. Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab onsdag morgen, hvor nettoresultatet er påvirket af hensættelser og nedskrivninger på mange millioner USD.

Det plagede marked har tvunget rederiet til at tage dramatiske skridt, og Norden har blandt andet reduceret sin tørlastflåde med 21 procent i 2014, fremgår det.

Konstitueret adm. direktør Klaus Nyborg siger i forbindelse med regnskabet:

”Tørlastmarkedet i 2014 gik stik imod forventningerne fra slemt til værre. Norden iværksatte en række tiltag og ryddede op i gamle kontrakter, hvilket kom til at præge årets resultat markant. Tankafdelingen fik det bedste driftsresultat i 6 år. Trods et fortsat særdeles vanskeligt tørlastmarked vil tiltagene sammen med en god start i Tank sikre en betydelig forbedring af Nordens resultat i 2015,” siger han.

Udover at have reduceret tørlastflåden med 21 procent, har rederiet bl.a. standset sit investeringsprogram, solgt fire skibe i 2014 og et i 2015 med et provenu på 112 millioner USD. Desuden er et spareprogram blevet iværksat, hvor målet er at spare 20 millioner USD årligt.

Fortsat pres i 2015

Nordens driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) endte på et minus på 261 millioner USD, hvilket var på linje med de senest udmeldte forventninger og markant påvirket af hensættelsen på 230 millioner USD på tabsgivende timecharter-kontrakter, som rederiet meldte december 2014. Den underliggende drift endte på et EBITDA på minus 31 millioner USD.

Årets resultat, der også var negativt påvirket af værdireguleringer på sikringsinstrumenter, blev et underskud på 416 millioner USD, og det er ikke tilfredsstillende, skriver Norden. For 2015 forventer Norden et EBIT på mellem minus 40 millioner USD og 40 millioner USD mod et underskud på 335 millioner USD i 2014.

"I Tørlast vurderes det, at markedet vil forsætte på de lave niveauer fra 2014. 2015 er begyndt med fortsatte ratefald, og Baltic Dry Index ramte i februar det laveste niveau i indeksets historie. Hertil kommer et fortsat pres på skibspriserne. Efter et intenst fokus i slutningen af 2014 på at øge afdækningen gik Tørlastafdelingen ind i 2015 med en afdækning på 55% af de i alt 35.644skibsdage i bogen," skriver Norden.

Tørlastafdelingens driftsresultat udgjorde et underskud på 294 millioner USD. Indsejlingen i tørlast lå to procent over de 1-årige T/C-rater og 35 procent over spotmarkedet.

Mens tørlastafdelingen kæmpede i et hårdt marked, så det anderledes ud for rederiets tanksektion. I tankmarkedet steg raterne markant i 4. kvartal og forblev høje året ud og tankafdelingen genererede et EBITDA på 25 mio. USD i denne periode.

Find regnskabet her

Norden genforhandler kontrakter i presset tørlastmarked  

2014 skulle have været så godt for tørlastrederierne... 

Tilliden til Norden intakt trods kollaps i tørlast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også