Australsk jernmalmeksport trues af strejke
![BHP Billiton jernmalmmine](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5342496.ece/ALTERNATES/schema-16_9/BHPB-Klipspruit-D1_ACP1753_lores.jpg)
Port Hedland er verdens største havn for tørlast og en afgørende havn for udskibning af jernmalm til Kina. En havn, der helst skal arbejde uden problemer, men det har arbejderne på havnens slæbebåde nu forstyrret, skriver Bloomberg.
Australsk minegigant får stærk start på 2014
De ansatte på slæbebådene strejker, fordi de vil have højere løn og længere ferie, i øjeblikket har de ansatte ingen ferie. Fagforeningen Maritime Union of Australia har godkendt arbejdsnedlæggelser for 24 timer, 48 timer eller syv dage. Organisationen repræsenterer en stor del af de ansatte hos Teekay, der arbejder for minegiganten BHP Billiton. Samtidig er to andre fagforeninger også klar til at lade deres medarbejdere strejke.
"Selv den mindste forstyrrelse, selv hvis den er relativt beskeden, kan have en overdreven effekt på priserne," siger analytiker hos Cretdi Suisse Group AG i Singapore, Andrew Shaw, til Bloomberg.
Verdens største mineselskab vil splitte sig op
BHP Billiton har vurderet, at det vil koste leverandørerne omkring 100 mio. USD om dagen, hvis arbejdet i havnen stoppes.
Udskibningerne af jernmalm til Kina fra Port Hedland steg i april med syv pct. i forhold til marts i år. Afskibningerne af jernmalm nåede i april i år et niveau, der var 50 pct. højere end april sidste år. Det er minegiganterne BHP Billiton, Fortescue Metals Group og Atlas Iron, der bruger Port Hedland som udskibningshavn.
Ud over Kina sendes der især jernmalm fra Port Hedland til Sydkorea og Japan.
Hop for tørlast på australsk rute til Kina