Svineinfluenza og handelskrig skaber endnu et dyk i Kinas import af sojabønner

Shippingorganisationen Bimco ser fortsat ind i en svær fremtid for tørlastsektoren, hvor handelskrig og svineinfluenza har fået den kinesiske import af sojabønner til at rasle ned i år.
Foto: Norden
Foto: Norden

Udbruddet af svineinfluenza i Kina begynder for alvor at kunne mærkes på fragten af sojabønner til landet.

Kina sidder på over halvdelen af verdens svinebestand, men op mod en tredjedel – 130 mio. – svin risikerer at blive aflivet på grund af sygdommen.

Kombineret med handelskrig har det haft store implikationer på landets import af sojabønner, som udgør vigtige laster for tørlastsektoren, vurderer shippingorganisationen Bimco:

"Den negative indvirkning på tørlastsektoren fra det igangværende udbrud af afrikansk svineinfluenza i Kina er blevet tydeligere på baggrund af importdata," skriver chefanalytiker i Bimco, Peter Sand, i en meddelelse på baggrund af de nye oplysninger.

Nordens CEO: "Jeg er mere bekymret for svineinfluenza end handelskonflikt" 

Kinas import af sojabønner er ifølge Bimco faldet med 14,4 pct. (-2,8 mio. tons) i første kvartal af 2019, når man sammenligner med første kvartal sidste år, hvilket er "en fortsættelse af nedgangen" i nov-dec, hvor importen også faldt med 7,1 mio. tons sammenlignet med året forinden.

"I sidste ende betyder eskaleringen af handelskrigen og den afrikanske influenza kombineret, at det er usandsynligt, at den amerikanske eksport af sojabønner når tidligere højder," vurderer Peter Sand.

"Fra et tørlastperspektiv er det en signifikant mængde af tabte sojabønne ton-mil, særligt fra Brasillien og USA," tilføjer han.

Dårlige fremtidsudsigter

Mens reefer-segmentet kan se frem mod større import af grisekød til Kina, udebliver de goder nyheder ifølge Bimco for tørlastsegmentet.

Shippingorganisationen beskriver grundlæggende 2019 som én lang rutsjebane-tur for sektoren, hvor profitable rater tidligt på året blev skiftet ud med et massivt ratedyk i hele sektoren.

Handysize, panamax og supramax-segmenterne vandt godt nok det tabte terræn tilbage efter det kinesiske nytår i starten af februar, mens capesize-raterne var hårdt presset af blandt andet ulykken i en Vale-mine, som tog en stor bid af de vigtige jernmalmslaster ud af markedet. 

Capesize-raterne er steget markant igen de seneste måneder – fra 3.460 dollar om dagen den 2. april til omkring 13.000 dollar om dagen – men det ændrer ikke på, at Bimco fortsat ser ind i en kedelig fremtid for tørlastsektoren.

Det skyldes flere forhold. Udover et fald i den kinesiske import af sojabønner forudser Bimco også et fald i den kinesiske import af jernmalm, fordi stålindustrien ifølge Bimco skifter malm ud med metalskrot.

Samtidig står nybygninger på i alt 100 mio. dwt til at finde vej ind i markedet, og det er ifølge Peter Sand "dårlige nyheder" i en sektor, hvor efterspørgslen i forvejen ikke vokser i samme tempo som tidligere:

"For at modsvare den flådevækst og bibeholde et balanceret marked, skulle væksten i efterspørgslen stige til 5 pct. om året. Det niveau havde vi i 2003-2007 og 2010-2014, men i lyset af den nuværende udvikling i Kina, er det meget usandsynligt, at det kommer igen i en nær fremtid," vurderer Peter Sand i meddelelsen og tilføjer:

"Bimco forudser, at flådevæksten overstiger væksten i efterspørgslen i 2019 og 2020, hvilket får den nære fremtid til at se utiltrækkende ud."

Trump er ikke klar til en aftale med Kina

Svært tørlastmarked får Klaveness til at reducere flåden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også