Amerikansk eksport af sojabønner til Kina falder markant i 2018

Handelskrigen mellem USA og Kina betyder, at USA sælger væsentligt færre sojabønner til kineserne end tidligere. Brasilien har øget sin eksport, men den helt store overraskelse findes på et andet marked, lyder det fra Bimco.
Foto: Norden
Foto: Norden

I Kina er der et stort forbrug af sojabønner, men i 2018 er langt færre af dem kommet fra USA.

I årets første otte måneder eksporterede amerikanerne 7,8 mio. ton sojabønner til Kina, hvor de i samme periode sidste år eksporterede 11,4 mio. ton. Det svarer til et fald på 31 pct. i perioden, og for august alene var eksporten hele 95 pct. lavere. Det fremgår af en analyse fra den internationale søfartsorganisation Bimco.

"Den kinesiske appetit på amerikanske sojabønner har været lavere hele året," skriver Peter Sand, der er chefanalytiker på shippingområdet hos Bimco, i analysen.

Det skyldes især den handelskrig, der lige nu verserer mellem de to lande. Det betyder også, at ekstra mange lande har øjnene rettet mod både Kina og USA. Det gælder især i årets kommende måneder, hvor USA bevæger sig ind i landets højsæson for eksport af landbrugsvarer, heriblandt sojabønner.

De ændrede handelsmønstre har blandt andet fået det danske rederi Norden til at tilpasse nogle af sine ruter.

Kan gøre ondt på amerikanske producenter

Højsæsonen løber fra oktober til janaur og er afgørende for årets samlede eksport.

Sidste år eksporterede USA samlet 31,7 mio. ton sojabønner til det kinesiske marked, og med det markante fald i årets første måneder er der brug for lidt af en slutspurt, hvis det ikke skal give udslag i de endelige tal for 2018. 

Mens Kina i dag henter en mindre mængde sojabønner fra USA, har Brasilien øget sin leverance til 50,9 mio. ton fra 44,1 mio. ton i årets første otte måneder. Det svarer til en stigning på 15 pct. Den brasilianske højsæson ender dog, hvor den amerikanske starter, og de kan dermed ikke blive ved med at fylde det hul, der efterlades fra den lavere eksport fra USA.

Og det er heller ikke sikkert, det bliver nødvendigt, forudser Bimco-analytikeren.

"Hvis det her er resultatet af, at kinesiske landmænd ændrer deres grises foder fra at indeholde en stor mængde sojabønner til en mere normaliseret, lavere mængde for at reducere importen fra USA, så behøver de måske ikke at finde en erstatning på andre markeder," lyder det.

Iran overrasker med større import

Den helt store overraskelse kommer dog ifølge Peter Sand fra det iranske marked, der i august 2018 købte 414.000 ton sojabønner fra USA, hvilket svarer til 13,2 pct. af salget for måneden. Det overrasker chefanalytikeren.

"Bimco havde forudset, at handelsruterne ville ændre sig som følge af handelskrigen mellem USA og Kina, men Irans massive og pludselige appetit på sojabønner fra USA er meget uventet, og årsagen er lige nu ukendt," skriver han.

Norden har ændret ruter for at sikre fragten i ny handelsvirkelighed 

 Drewry: Handelskrig bremser næppe optur i tørlast

USA starter kinesisk straftold – Kina tvunget til at gengælde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også