Norden tror på væsentligt bedre resultat for 2015

Opjusteringen til et driftsresultat på 50-90 mio. dollars skyldes et tankmarked, der fortsat er præget af et bredt funderet opsving med stærke rater i alle regioner, oplyser Norden i en børsmeddelelse onsdag. Også tørlast leverer bedre end ventet.

Dampskibsselskabet Norden hæver forventningerne til driftsresultatet (EBIT) for 2015 til 50-90 millioner dollars mod tidligere forventet minus 40 til plus 40 millioner dollars.

Opjusteringen skyldes et tankmarked, der fortsat er præget af et bredt funderet opsving med stærke rater i alle regioner. Tankforretningen forventes på den baggrund at generere et EBIT-resultat på 75-100 millioner dollars mod tidligere forventet 35-65 millioner dollars.

Kina ved at trække den sidste luft ud af tørlastrederne 

"Samtidig har Nordens tørlastafdeling ved god operation og afdækning sikret en indsejling, der er bedre end ventet ved årets begyndelse, selvom de første måneder af 2015 har budt på et historisk ringe tørlastmarked. Tørlast forventes, at generere et EBIT-resultat på  -25 til 0 millioner dollars mod tidligere forventet -60 til 0 millioner dollars. Flådeværdierne i tørlast er fortsat under pres som følge af de udfordrende markeder, og rederiet vil i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet som vanligt gennemføre nedskrivningstest," hedder det meddelelsen fra Norden.

Norden nedjusterer samtidig forventningerne til avance ved skibssalg fra syv millioner dollars til tre millioner dollars. Capex forventes at ligge på 0-20 millioner dollars.

"Vi ligger nu i et sommermarked, og raterne holder sig på et pænt niveau, selvom de ellers plejer at falde på det her tidspunkt. Vi forventer, at raterne vil falde lidt fra det nuværende niveau, men stadig vil lægge pænt over niveauet sidste år, og derfor er vi blevet mere komfortable med vores tankresultater for i år," siger finansdirektør Michael Tønnes Jørgensen til Ritzau Finans.

Nul-resultat på tørlast

Han understreger dog samtidig, at der også har været bedring på tørlastmarkedet, der ellers gennem lang tid har givet hovedpine for Norden-ledelsen. Markedet er historisk svagt med lave rater, der presser rederierne.

"Vi må sige, at vi på trods af, at vi sidder i et meget udfordrende marked - det værste set i mands minde - så har vi været i stand til at have et nulresultat på driften i første halvår," siger Michael Tønnes Jørgensen, der forventer et minus på 10-15 millioner dollars i andet halvår i tørlastforretningen.

Om de bogførte værdier af selskabets tørlastskibe siger Michael Tønnes Jørgensen, at der kan komme nedskrivninger i forbindelse med selskabets regnskab i august. Men han understreger, at rederiet ikke endnu ikke har set flådeværdierne per 30. juni, hvor andet kvartal slutter. Han peger dog på, at der generelt set har været en sivende tendens i flådeværdierne i tørlast gennem de sidste 6-8 måneder:

"Viser værdierne et markant tab i forhold til første kvartal, og hvis vi ikke ser noget løft i forward-rater, så kan vi ikke afvise, at der vil være behov for en nedskrivning. Vi kan håbe, at vi har nået bunden i tørlast, men det er svært at gætte om på nuværende tidspunkt."

Tank trækker Norden i plus i første kvartal 

Norden: Nu viser vores strategi sin styrke 

Storaktionær lider under Nordens nedtur 

DNB sænker kursmål for Norden til 159 kroner  

Klaus Nyborg: Tørlast skal vænne sig til en helt ny virkelighed 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også