Japanske redere kan stå stærkt i konkurrencesag

Ifølge Alphaliner synes der ikke at være faktuelt belæg for, at den bebudede containerfusion blandt Japans tre største rederier vil svække konkurrencen i Sydafrika.
Foto: APM Terminals
Foto: APM Terminals

De tre japanske rederier NYK, Mitsui O.S K. (MOL) og K Line, der fra april 2018 fusionerer deres containeraktiviteter i Ocean Network Express, står formentlig med en stærk appelsag, når de givetvis vil forsøge at få omstødt en afgørelse i Sydafrika.

Konkurrencemyndighederne i Sydafrika meddelte 21. juni et forbud mod sammenlægningen af de tre rederiers container- og terminalforretninger, der især skyldes sydafrikansk frygt for koordineret og muligvis ulovlig adfærd blandt rederierne. 

Ifølge analysehuset Alphaliner synes dele af afgørelsen at bero på en misforståelse, fordi den sydafrikanske konkurrencemyndighed tilsyneladende medregner de tre rederiers transport af biler og andre køretøjer, der ikke er omfattet af den japanske fusion.

Samtidig er rederiernes samlede markedsandel på ruterne mellem Fjernøsten og Sydafrika begrænset til kun 12 pct., og det gælder alene for NYK og K Line, fordi MOL trak sig helt ud af disse ruter tilbage i november 2015.

De samme ruter kontrolleres af især Maersk Line og MSC med 50 pct. af den samlede kapacitet i form af skibe på mellem 6.000 til 13.000 teu.

"Samlet set vil effekten af den japanske fusion være begrænset baseret på en vurdering af den totale kapacitet i den sydafrikanske containertrafik," konstaterer Alphaliner.

Hemmelig adfærd

Alligevel har Sydafrikas konkurrencemyndighed vurderet, at strukturen i containermarkedet kan tilskynde til en koordineret praksis i lyset af tidligere "hemmelig adfærd" i andre dele af verden, ligesom konkurrencemyndigheden påpeger, at den japanske fusion vil øge sandsynligheden for prisaftaler.

I september sidste år gennemførte Sydafrikas myndigheder ransagninger hos de seks containerrederier Maersk, Safmarine, MSC, CMA CGM, PIL og Hamburg Süd.   

Ifølge Alphaliner er spotraterne Fjernøsten-Sydafrika røget i vejret med 60 pct. i løbet af de seneste tre måneder. Containermængderne i sydafrikanske havne er fra januar til maj i år steget med 7,6 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Sydafrika siger nej til japansk containerfusion 

De tre store japanske containerredere tror på fremgang i år 

Japanske K Line mistænkt i ny kartelsag

Seaintel: Derfor kan raterne stige efter opkøb  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også