Dansk rederi forsyner Mellemøsten med våben

Rederiet H. Folmer har med to skibe fragtet våben til Mellemøsten i den seneste tid, skriver Ekstra Bladet. "Jeg sejler kun med lovlige våben. Punktum," siger ejer af rederiet, Jørgen Folmer, til avisen.
Marianne Danica | Foto: PR-foto: H. Folmer
Marianne Danica | Foto: PR-foto: H. Folmer
AF RITZAU

Danske skibe har den seneste tid forsynet Mellemøsten med tonsvis af våben og militært isenkram, der med stor sikkerhed ender i konfliktzoner som Yemen eller hos oprørsgrupper som Islamisk Stat og al-Nusra i Syrien.

Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Det er rederiet H. Folmer, der i længere tid har haft de to skibe Marianne Danica og Hanne Danica til at sejle i pendulfart mellem Burgas i Bulgarien og Jeddah i diktaturstaten Saudi Arabien med militært udstyr i lasten.

Det fremgår blandt andet af internationale maritime sporingstjenester, hvor man også kan se, at skibene har sejlet med gods klassificeret som meget farligt, hvilket dækker over laster med eks. eksplosiver og våben.

Ekstra Bladets erfarer fra kilder tæt på forløbet, at der skulle være danske besætningsmedlemmer om bord på de to skibe.

Avis: Dansk skib med våben til Bahrain

Vækker international opsigt

Sagen har allerede vakt stor international opmærksomhed. Den saudiske hær bruger nemlig ikke våben og militært udstyr fra Bulgarien, og derfor skal de med alt sandsynlighed videre til konfliktzoner i Mellemøsten. Det fortæller den internationale ekspert i våbenhandel Pieter Wezeman fra det svenske forskningsinstitut Sipri.

"Saudi Arabien plejer at købe meget avanceret, meget dyrt og moderne udstyr til deres egen hær. Det vil være derfor være meget overraskende, hvis de havde inkorporeret de bulgarske våben, som de danske skibe har sejlet med, i deres hær."

"Det er derfor yderst sandsynligt, at de sælger våbnene videre. Vi ved, at Saudi Arabien er meget aktive i Yemen og Syrien, og det er kendt, at de har leveret militærudstyr til de to lande," forklarer siger Pieter Wezeman.

I modsætning til en del andre europæiske lande, så kan danske rederier frit sejle med våben rundt i hele verden, så længe det ikke sker fra en dansk havn. De eneste undtagelser er de pt. 20 lande, der er forbud mod at transportere våben til. Listen tæller hverken Syrien, Yemen eller Saudi Arabien, så dem kan danske rederier altså helt lovligt forsyne med våben.

Ejer afviser ansvar

Og det er helt vanvittigt, mener Karsten Kristensen, forhandlingssekretær i 3F’s transportgruppe med ansvar for søfartsområdet.

"Fordi vi ikke har en ordentlig lovgivning på det her område, så tillader vi danske virksomheder at levere våben, der kan ende i konfliktzoner, hvor de kan bruges mod danske soldater, der er sendt ud. Det er moralsk utilgiveligt," siger han.

"Vi har i den grad brug for at regulere lovgivningen, så skibene skal indhente tilladelse hver gang de skal fragte våben," siger Karsten Kristensen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ikke ønske at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.

Ejeren af rederiet Jørgen Folmer erkender over for Ekstra Bladet, at de to skibe har sejlet mellem Bulgarien og Saudi Arabien, men han mener ikke, at han har et moralsk ansvar for, at våben kan havne i konfliktzoner.

"Uanset hvad du køber og sælger, så aner du ikke, hvor det havner henne, og det har man heller ikke ansvaret for. Jeg sejler kun med lovlige våben. Punktum," siger han.

H. Folmer & Co genvinder sorte tal på bundlinien 

H. Folmer & Co. overrasker i 2012 i giftigt marked 

H. Folmer & Co. fik utilfredsstillende 2011 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også