Maersk-aktien kommer godt ud af historisk 2016

Det stigende pres på alle forretningsområder har krævet store beslutninger i det lyseblå konglomerats hovedsæde på Esplanaden i København, men resultatet er blevet godt, hvis man skæver til aktiemarkedet.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard
AF RITZAU FINANS

Fem ben bliver til to. Det er den primære overskrift for 2016 for A.P. Møller-Mærsk, der har haft et historisk år præget af fortsat lave oliepriser og pres på containerraterne - og en helt ny strategi, der samler de mange aktiver i to overordnede divisioner.

Det stigende pres på forretningen har nemlig afkrævet store beslutninger i det lyseblå konglomerat fra Esplanaden, men resultatet er blevet godt, hvis man skæver til aktiemarkedet, hvor Mærsk-aktierne i 2016 har været blandt de absolut bedst præsterende i C20 Cap-indekset.

Således er facit for B-aktien kort før årets udgang en samlet stigning på 30,9 pct. for året til kursniveauet 11.330 kr. Dermed er den det mest stigende papir i eliteindekset.

Hårdt markedsmiljø

Vejen dertil har dog ikke været uden bump og udfordringer. De seneste års uhyre lave oliepriser har nemlig for alvor sat sit tunge præg på Mærsk-maskinen i løbet af 2016, ligesom de historisk lave fragtrater og den massive overkapacitet på verdenshavene også nåede at få godt fat i flagskibsdivisionen, containerrederiet Maersk Line, der ellers over tid har været eksemplarisk dygtig til at tjene penge selv i et sløjt markedsmiljø.

Oliepriserne, der i efterhånden lang tid har været presset langt ned, har gjort ondt på Maersk Oil, der ikke længere har kunnet tjene penge på flere af de ellers store projekter, hvilket har medført store nedskrivninger og hårdt pres på indtjeningen.

Foto: Nykredit
Foto: Nykredit

"Olieprisen i første halvår var nærmest absurd lav, og der var ikke nogen, der havde regnet med, at den kunne blive så lav. Det betød, at man fik en pris, der var langt under mange af olieselskabernes break even-niveau," siger Ricky S. Rasmussen (foto), der følger Mærsk som analytiker hos Nykredit, til Ritzau Finans.

Sådan vil Søren Skou skabe det nye Maersk 

Han påpeger dog, at Maersk Oil siden har været dygtig til at nedbringe sine omkostninger, hvilket har medført et break even-niveau for selskabet på omkring 40 dollar per tønde olie.

Drilling og Line også ramt

Men samtidig har længere tids lave priser gjort ondt i borerigforretningen Maersk Drilling, fordi de globale olieselskaber ganske som Maersk Oil har haft svært ved at tjene penge og som konsekvens har nedskaleret efterforskningen efter ny olie og sat produktionen på standby i flere felter.

Det betyder, at en stor del af Maersk Drillings rigge og boreskibe efterhånden ligger arbejdsløse hen, og at dagsraterne er blevet presset i bund.

"Når Oil er udfordret, vil Drilling også være udfordret. Man kan ikke længere søsætte så mange investeringer, som man gerne ville, og raterne er nedadgående," siger Ricky S. Rasmussen.

Samtidig med olieudfordringerne har selv flagskibsdivisionen, containerrederiet Maersk Line, haft svært ved at tjene penge på grund af lave fragtrater og for mange skibe på verdenshavene.

"Det var et katastrofalt første halvår på mange områder. Det var lidt en perfekt storm, som Mærsk havnede i. Konglomeratmodellen, hvor man tidligere har vundet det på gyngerne, som man har tabt på karrusellerne, blev sat ud af spillet," siger Ricky S. Rasmussen.

Her er Maersks bud på gruppens fremtid 

"Man havnede i en altødelæggende ratekrig i begyndelsen af året, som medførte rater, der var massivt underskudsgivende frem mod halvåret. Maersk Line var egentlig tidligere god til at tjene penge under de svære vilkår, men da det slog hårdt igennem, fik man et rederi, der ikke skabte værdi for aktionærerne," fortsætter han.

Topchefen skiftet ud med ny strategi

Vanskelighederne blev for alvor offentligt erkendt af konglomeratet, da det den 23. juni sagde farvel til selskabets administrerende direktør siden 2007, Nils Smedegaard Andersen, der blev erstattet af Søren Skou. Samtidig varslede selskabet tænkepause i forhold til en ny strategi, der skal sikre fremtiden for Mærsk.

Det udbad konglomeratet sig tre måneder til, og blandt andet også derfor blev kapitalmarkedsdagen, der var planlagt til afholdelse den 22. september, udskudt på ubestemt tid.

I stedet løftede Mærsk - netop den 22. september - sløret for, at fremtidens Mærsk skal bygges på to ben - en division for transport og logistik og en for energi. Og samtidig skal der afsøges selvstændige muligheder for aktiviteterne i energidivisionen, Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Tankers og Maersk Supply Service.

Og værditilførslen til de selskaber skal ikke nødvendigvis ske inden for Mærsk-regi, hvorfor også frasalg, fusioner eller selvstændige børsnoteringer er blandt mulighederne, lød meldingen.

Konkurs og opkøb hjælper transportdelen

For transportdivisionen, der består af Maersk Line som omdrejningspunkt, men også terminalforretningen APM Terminals, Damco, Svitzer og Maersk Container Industry, er ambitionen at skabe mere sammenhængskraft og et mere komplet produkt ved at have samlet alle funktioner under én paraply.

Og samtidig er opkøb blevet en afgørende del af strategien på den front for at skabe mere vækst og bedre indtjening fremadrettet. Et sådant blev gennemført 1. december, hvor Maersk Line offentliggjorde købet af tyske Hamburg Süd.

Med købet øger A.P. Møller-Mærsks containerrederi sin markedsandel målt på den globale kapacitet til omkring 18,6 pct. fra tidligere 15,7 pct.

Hamburg Süd, der sælges af den familieejede tyske virksomhed Oetker Group, er verdens syvende største containerrederi og driver i alt 130 containerskibe med en kapacitet på 625.000 tyvefodscontainere (teu). Selskabet omsatte sidste år for 6,7 mia. dollar.

Fra en anden front har Maersk Line - og de øvrige containerrederier - fået en hjælpende hånd gennem konkursen i det sydkoreanske rederi Hanjin Shipping, der betyder, at kapaciteten på verdenshavene er blevet reduceret, og at raterne igen er begyndt at gå opad i fjerde kvartal. Samtidig synes rederierne at stå bedre i forhandlingerne om fragtraterne næste år, vurderer flere markedsiagttagere.

Det gør de blandt andet også, fordi ikke kun Maersk Line, men også andre rederier, for alvor har fået gang i konsolideringen i sektoren med flere fusioner og sammenlægninger.

"Sektoren blev yderligere understøttet af Hanjins konkurs og af, at flere af alliancerne blev til decideret konsolidering, som vi har efterlyst i den sektor i mange år," siger Ricky S. Rasmussen.

Økonomisk vækst tegner billede af godt 2017

Men en igen lidt højere oliepris efter den nye aftale i Opec, bedring i fragtraterne og udsigt til generel økonomisk vækst på globalt plan er der igen kommet mere positivt lys omkring Mærsk-aktierne.

Og tendensen synes også efterhånden at være drejet til, at næste år kan blive ganske fornuftigt for det lyseblå konglomerat. Der venter dog stadig en masse arbejde med at eksekvere på den lagte strategi, lyder det fra Ricky S. Rasmussen.

"Hvis vi får den økonomiske vækst i de kommende år, som vi venter, så får man en klar bedring i udbuds- og efterspørgselssituationen. Det er også det, man kan se afspejle sig i aktiekursen nu. Vi ser frem mod et 2017, der kan blive godt for Mærsk. Det bliver stadig udfordrende, men det kan blive godt," siger Nykredits analytiker:

"Der er stadig nogle strategiske beslutninger for energiselskaberne, der skal træffes. Hvis det kan blive gennemført godt, så er vi der, hvor det begynder at se rigtig fornuftigt ud. Men der skal leveres på det i 2017, og det vil vi holde godt øje med."

Maersk Line og MSC skruer aggressivt op på Stillehavet

Hvis Maersk havde købt Vestas i 2012, så havde... 

Maersk får kreditsmæk af Moody's efter opsplitning

Det nye Maersk kan sætte uafhængigheden på spil 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også