Stort MSC-containerskib blokerer Suez-kanalen

Skibet MSC Fabiola, der har plads til 12.500 teu, blokerer trafikken i Suez-kanalen. Al transit er foreløbigt suspenderet. "Grundstødninger sker relativt ofte, men at skibet går på grund så uheldigt et sted, er sjældent," siger Jacob Guldager fra Leth Agencies til ShippingWatch.
Foto: Jacob Guldager/Leth Agencies/Twitter.com/Jacob73901808
Foto: Jacob Guldager/Leth Agencies/Twitter.com/Jacob73901808
AF MATHIES HVID TOFT OG KATRINE GRØNVALD RAUN

Opdateret fredag kl. 15:15

Containerskibet MSC Fabiola gik torsdag eftermiddag omkring kl. 17 på grund i den sydlige del af Suez-kanalen og har siden da spærret for trafikken gennem den travle kanal. Al transit er derfor i øjeblikket suspenderet.

Containerskibe kan dog stadig sejle ind fra den sydgående del af Suez-kanalen, men må ankre op ved saltvandssøen Great Bitter Lakes lige før 144 kilometermærket, hvor MSC-skibet gik på grund. Skibet var blot en halv til en hel time fra kanalens udmunding. 

Få flere nyheder om shipping -  Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Et uheldigt sted, da vandvejen her er ensrettet. Det fortæller Jacob Guldager fra Leth Agencies til ShippingWatch.

"Grundstødninger sker relativt ofte, men at skibet går på grund så uheldigt et sted, er sjældent. Problemet er, at det sker i et ensrettet løb. Kanalen er ikke udbygget i den øverste og nederste del," siger han.

"Var det sket i midten af kanalen, var det ikke noget problem, da man blot ville skifte enten den nordgående eller sydgående trafik over i det andet løb."

 

Før middag blev det store containerskib bragt flot og er nu i gang med forskellige test, fortæller Guldager.

Senest søndag vil kanalen have indhentet den forøgede ventetid, som blokeringen har forårsaget, vurderer han. I timer kan de samlede forsinkelser godt blive voldsomme, vurderer Jacob Guldager. MSC Fabiola var det tiende skib i rækken i en konvoj på 20 skibe på den sydgående rute. De resterende ni skibe blev efterfølgende holdt tilbage. Normalt tager det omkring 12 timer at sejle gennem Suez-kanalen, og under normale omstændigheder ville skibene have været ude ved 18-tiden torsdag aften.

Derudover ligger skibe på den nordgående rute, som skulle være gået ind i kanalen fredag morgen, fortsat og venter. Fredag morgen sejlede en konvoj på omkring 25 containerskibe ind i kanalen på den sydgående rute, og de ligger nu ankret op ved Great Barrier Lakes og venter på fri passage igen.

Grundstødningen af MSC Fabiola skyldtes angiveligt et blackout, altså motorproblemer.

MSC Fabiola ankom ifølge opdatering fra Marine Traffic til havnen i Suez torsdag morgen og grundstødte altså omkring kl. 17 samme eftermiddag. I gennemsnit krydser 23 skibe dagligt Suez-kanalen i både nord- og sydgående retning.

Containerkæmpe bragt flot på Elben 

Containerkæmpe på grund i indsejling til Hamborg 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu