Asien-Europa rater falder tilbage med 20 procent

To ugers markante stigninger på fragtraterne på den vigtige handelsrute mellem Asien og Europa var alt, hvad det kunne blive til i denne omgang.
AF RITZAU FINANS

Raterne er faldet med hele 20,5 pct. i denne uge, så spotprisen for at fragte en tyvefodscontainer (teu) fra Asien til Europa nu lyder på 699 dollar. Det skriver The Journal of Commerce.

Raterne på ruten nåede i midten af juni et historisk lavpunkt, da de var nede i 205 dollar per container, hvilket var et niveau, som gjorde det umuligt for rederierne at tjene penge.

Siden har en række af de store rederier - inklusive A.P. Møller-Mærsks containerben Maersk Line - forsøgt at presse priserne op ved at hæve raterne. Det gjorde de senest med virkning fra 1. juli, hvor de store aktører løftede priserne med 900-1300 dollar per container.

Det fik i første omgang effekt med store stigninger i uge 26 og 27, men fremgangen viste sig altså at være kortvarig, og rederierne kan måske være presset ud i et nyt løft.

Det har det franske containerrederi CMA-CGM allerede gjort, og franskmændene vil fra 1. august forsøge at hæve raterne på den vigtige handelsrute med 950 dollar per tyvefodscontainer.

Tidligere fredag viste statistik over rateudviklingen generelt også tilbagegang. Det såkaldte Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), som dækker over spotpriser på fragt fra Shanghai til en stribe destinationer i verden, er således faldet med 10,7 pct. i denne uge til indeks 666,02.

SCFI sammensættes af raterne på 15 forskellige ruter fra Shanghai til resten af verden. Ruten mellem Asien og Nordeuropa, som ses som den vigtigste for de store containerrederier, vægter 20 pct., mens ruten til Middelhavet vægter 10 pct.

SCFI taber terræn efter to ugers fremgang 

Containermængderne steg i maj 

Drewry: Containerredere heldige hvis de når break-even i 2015 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også